Første indtryk: Sådan er LG G2
Lad os starte med noget af det, man først lægger mærke til ved G2 – designet. LG har arbejdet på at simplificere det ydre, og det er en mission, der i høj grad er lykkedes. På telefonens forside finder man en 5,2-tommer skærm, der fylder hele 76 procent af forsidearealet – det er utrolig meget skærmplads, og det er noget man virkelig sætter pris på, når man ser video eller billeder på telefonen.
LÆS OGSÅ: LG G2 vs Samsung Galaxy S4
Skærmen er utrolig flot, lysstærk og farverig. Det er formentlig den bedste skærm i en smartphone til dags dato. Den reagerer desuden hurtigt på brugerens input, og det er ganske enkelt en fornøjelse at bruge skærmen.
Formatet er godkendt
Med en skærmstørrelse på 5,2 tommer, er der ingen tvivl om at det er en stor telefon – men er den for stor til at kunne høre under telefonformatet? Det synes jeg ikke. Man kan formentlig ikke lave en mindre telefon med samme skærmstørrelse, og jeg synes at LG har gjort et fantastisk stykke arbejde med formatet. Den ligger ganske godt i hånden, om end man formentlig skal have en relativt stor hånd for at få den bedste oplevelse. Bagsiden er lavet af plastik, og materialevalget bringer tankerne tilbage på Samsung Galaxy S3. Bagsiden er mindst lige så modtagelig over for fingeraftryk, og det synes jeg er ret ærgerligt.
GALLERI: Live-billeder af LG G2
Et af fokuspunkterne ved G2 er de tre knapper, der sidder under kameraet på bagsiden af telefonen. Her er altså tale om to volumenknapper og tænd/sluk-knappen. LG har valgt at placere knapperne på bagsiden, da det skulle give mere mening. Det er svært at sige om de har ret ud fra vores begrænsede tid med telefonen, men det er formentlig noget, der giver mere mening under telefonopkald end ved almindelig brug i hverdagen. Personligt følte jeg det var en anelse akavet at trykke på knapperne på bagsiden, men det er formentlig et spørgsmål om tid og indlæring.
Suser afsted
Inde i G2 finder vi en Snapdragon 800-processor, og det er altså den absolut hurtigste mobilprocessor på markedet i skrivende stund. Det betyder, at G2 flyver afsted i menuerne og der er absolut ingen form for ventetider eller pauser, når man bruger telefonen. Snapdragon 800-artkitekturen inkluderer desuden en ganske god grafikløsning, der ligeledes betyder at telefonen er glimrende til bl.a. tunge 3D-spil.
Kameraet lader til at være rigtig godt og der er rigtig mange avancerede muligheder og indstillinger, man kan lege med. Billedkvaliteten er noget, som vi vil se nærmere på i løbet af de kommende måneder, da det er svært at bedømme på kort tid. Det tegner dog rigtig godt med den optiske billedstabilisering.
Lydkvaliteten var også et af LGs fokuspunkter med den nye G2, og selvom det er noget, der er svært at teste, når der er hundredvis af larmende journalister omkring dig, så kan vi allerede nu bekræfte, at lyden er rigtig god i G2. Det er selvfølgelig noget, der skal gennemtestes, når vi får fingrene i telefonen herhjemme i Danmark om et par måneder.
VIDEO: Sådan er LG G2
Hvis I har nogle spørgsmål omkring G2, skal I være velkommen til at skrive dem i kommentarfeltet herunder, hvor vi vil forsøge at svare hurtigst muligt.