Første indtryk: Samsung Omnia HD
Samsung Omnia HD er en stor telefon, men har en suveræn flot og fremragende touch-skærm, superkamera og lækkert menusystem. Vi har prøvet Samsungs nye supertelefon.
Design og format
Omnia HD er holdt i en sort look med en metalramme hele vejen rundt. Det sorte materiale er i blank plast, men selv om man hurtigt bemærker fedtfingre på coveret, så er det faktisk ikke specielt synligt. Telefonen vejer 148 gram og måler 123 x 59 x 12,9 millimeter. Til sammenligning måler iPhone 3G S 115,5 x 62,1 x 12,3 millimeter og vejer 135 gram.
Omnia HD er altså lidt større end de fleste telefoner. Til gengæld er den også overlegen på mange områder i forhold til de fleste telefoner.
Styresystem
Samsung Omnia HD bruger styresystemet Symbian S60, version 5, der er specielt tilpasset touch-telefoner. I venstre side finder du ikoner/widgets, som kan trækkes ud på startskærmen, typisk dem, du ofte bruger. For eksempel musikafspilleren eller Facebook.
Med et klik på menu kommer man ind til den samlede menuoversigt med 12 ikoner, som så tager dig videre ind til alle de funktioner, der ligger under de enkelte ikoner. Det virker lidt overdrevet med både widget-menuen og den samlede menuoversigt, da man ofte kun sparer ét enkelt klik via widgetmenuen. Og man kan alligevel ikke have alt samlet i Widget-menuen.
Et andet irritationsmoment er, at man skal trykke to gange for at aktivere en funktion eller for eksempel åbne et billede. En gang for at markere, at man vil aktivere funktionen eller se billedet, og så en gang til, for rent faktisk at gøre det.
Godt flow
Der er ellers et rigtig godt flow i systemet uden ventetider, når man bevæger sig rundt. Når man bladrer gennem billeder fra billedalbummet, bruger den dog ofte 2-3 sekunder på at åbne hvert billede. Det synes jeg er et irritationsmoment, hvis man skal vise 20-30 billeder frem fra ferien.
Ikonerne er ellers gode store og lette at afkode og de reagerer hurtigt, når man trykker på skærmen.
Bedre end med Windows Mobile
Det overordnede indtryk er, at alt bare fungerer meget bedre og hurtigere end på den første Omnia med Windows Mobile. Og så er det hele bare blevet meget mere lækkert rent visuelt.
Klik her for at læse om kamera, video og skærm i Samsung Omnia HD.