Første store gennemgang: Sådan er Windows Phone 8
Aktive låseskærme
Låseskærmen i Windows Phone 8 behøver ikke længere være et statisk baggrundsbillede. Nu kan man nemlig installere apps, der kan give aktive låseskærme med alverdens relevante oplysninger.
Et eksempel på dette kunne være HTCs låseskærm fra Windows Phone 8X by HTC – her kan man se vejret for lokalområdet, og baggrunden ændrer sig efter vejrudsigten.
Jeg synes personligt, at det er rigtig lækkert at kunne vågne op om morgenen og tænde telefonen, hvorefter man bliver præsenteret for dagens vejrudsigt med det samme.
Lokalt tjek
En række af de nye tjenester i Windows Phone 8 er endnu ikke tilgængelige herhjemme, og en af dem er den såkaldte ”Tjek”-funktion fra Bing-søgeskærmen og i Kort-programmet.
Idéen går på, at man kan finde særlige attraktioner, butikker, spisesteder og lignende steder ud fra ens nuværende placering eller en placering, man vælger på et kort.
Desværre kan funktionen ikke umiddelbart finde nogle resultater herhjemme uanset hvor vi søger, men det er stensikkert noget, der kommer på et senere tidspunkt.