Første Symbian^2-modeller præsenteret

Den japanske operatør NTT DoCoMo har præsenteret tre nye mobiltelefoner med det ellers dødsdømte Symbian^2-styresystem. To af modellerne klarer bl.a. videoindspilning i fuld HD.

Første Symbian^2-modeller præsenteret

Symbian^2 skulle være den direkte efterfølger til Symbian^1, men er blevet sprunget over af de fleste mobilproducenter, herunder Nokia, der i stedet vælger at satse på Symbian^3. Dermed har platformen været dødsdømt af mange, men nu puster den japanske mobiloperatør NTT DoCoMo liv i systemet med tre nye mobiltelefoner, der alle er baseret på det åbne styresystem.

To af telefonerne kommer fra Fujitsu og den tredje kommer fra Sharp. Modellerne har hhv. fået navnene F-06B, F-07B og SH-07B. F-06B og SH-07B er formentlig de mest interessante, da de begge har en kameraopløsning på minimum 12 millioner pixels og desuden kan optage videoklip i fuld HD – altså 1920 x 1080 pixels. Fujitsu F-06B nøjes ikke med 12 megapixels, og byder på hele 13,2 af slagsen. Det skal blive spændende at se om kvaliteten på både stillbilleder og videoklip holder. De to kameramobiler er desuden vejrforseglet, så man bl.a. kan tage billeder i alt slags vejr.

NTT DoCoMo har valgt at tilpasse brugerfladen, så den er mere passende til det japanske marked, hvor man generelt er glad for aflange skærme med sprudlende farver og mønstre. Det aflange skærmformat passer i øvrigt fint til videoklip i widescreen-format.