Første test af HTC Sensation XL
Jeg har nu gået rundt med HTC Titan med WIndows Phone i flere uger. Den har en skærm på 4,7 tommer. Først syntes jeg, at det var lige i overkanten af, hvad jeg synes var rimeligt for skærmstørrelse til en smartphone – det er altså stort.
Men jeg vænnede mig hurtigt til størrelsen og da jeg for en kort stund skulle bruge iPhone 4 med en skærm på 3,5 tommer, var jeg ganske kort bange for, at der var sket noget mærkeligt med mine hænderne, som om de var vokset til nærmest dobbelt størrelse. Jeg kunne ikke ramme rigtigt på ikoner og tastatur og den forsvandt jo nærmest i min håndflade.
Jeg troede også, den var helt galt med min øjne, da jeg surfede med iPhone 4, for alt var pludselig så småt. Jeg måtte skynde mig tilbage til HTC Titan og dens dejlige skærm på 4,7 tommer og jeg har svært ved at forestille mig at skifte over til en smartphone med mindre skærm.
Derfor kunne HTC Sensation XL med Android og en skærm på 4,7 tommer sagtens være et bud på min næste smartphone. Den fik jeg lejlighed til at kigge kort på i går.
Skærmen er af typen S-LCD kapacitiv med 480 x 800 pixel. Det giver en pixeltæthed på 199 pixel per tomme, hvor netop iPhone 4 har en pixeltæthed på 330 pixel per tomme. På papiret er skærmen i iPhone 4 altså betydeligt skarpere end i Sensation XL, men de to modeller kunne jeg desværre ikke teste op mod hinanden, så det må vi have til gode.
Men skærmen virker i hvert fald meget skarp og har rigtig fin respons ved navigation rundt i menuerne.
Med en skærmstørrelse på 4,7 tommer er Sensation ganske stor med 132,5 millimeter i længden og 70,7 millimeter i bredden. Den måler dog kun 9,9 millimeter i tykkelsen, så den glider let og elegant ned i lommen.
Den er ikke bygget i super eksklusive materialer, men den virker velbygget og solid. Vægtskålen siger i øvrigt 162,5 gram.
Kan få rigtig god lyd
Den har HTC Sense 3.5, altså den nyeste version af Sense, den brugerflade der ligger over Android-fundamentet. Det fungerer som Sense plejer, altså rigtig godt.
Det mest interessante ved HTC Sensation XL er dog, at den er optimeret til headset fra Beats by Dr. Dre, som HTC netop har opkøbt for 300 millioner dollar. En særlig software i HTC Sensation XL gør, at man får endnu bedre lyd ud af headsettet, end hvis man bruger det sammen med en smartphone fra en anden producent eller en anden HTC-smartphone.
Man kan slå den særlige lydfunktion fra og til som man vil, men det giver ikke mening ikke at have den slået til. Lyden er ganske enkelt markant bedre, når den er slået til. Når den gode lyd er slået til, popper et lille Beats by Dr. Dre-logo op øverst på skærmen – et lille rødt b.
Man kan bundle et specielt Beats by Dr. Dre-headset med Sensation XL og den samlede pris lander på 500 euro plus moms. Det vil sige, at den samlede danske pris lander på cirka 4.650 kroner. Headsettet koster normalt 1.599 kroner.
Perfekt til film og bøger på farten
Den store skærm gør dog også Sensation XL interessant til andre ting, for eksempel til at se film og læse bøger på. Afspilningen af film hentet fra HTC Watch, HTC’s egen filmudlejningsbutik, afspilles smertefrit og flot på den store skærm. Du kan se billeder øverst i artiklen af filmoplevelsen på Sensation Xl.
Teksten på e-bøger står skarpt og lader til at give en fin læse oplevelse. På billederne øverst i artiklen kan du se en ganske blæret bladreteknik, hvor man ganske enkelt kan trække den enkelte bogside frem og tilbage og man endda kan ane teksten gennem siden, når man bladrer.
Som web-mobil er HTC Sensation XL også rigtig god takket være den gode skærm. Den viser websites i deres fulde udgave.
Du kan se masser af billeder skudt med HTC Sensation XL her.
Kraftfuld maskine
Der sidder en single core processor på 1,5 Ghz. På papiret skuffer det måske tech-nørderne, men det ser ikke ud til, at man skal være skuffet over det. Vi fik mulighed for at køre en benchmark-test med Antutu og gav 3.555 points. Til sammenligning gav LG Optimus 2X godt 2.500 points, mens Samsung Galaxy S II gav imponerende 4.500 points. Begge modeller har dual core processor.
Alt i alt lader Sensation XL til at have rigeligt med spark i til en rigtig solid omgang multimedieunderholdning. Du kan se billeder fra Sensations Xl’s benchmark-test øverst i artiklen.
5 GB gratis lagerplads i Skyen
HTC bekræfter desuden over for Mobil, at man får 5 GB fri lagerpalds i skyen med Dropbox sammen med Sensation XL.
HTC Sensation XL skulle ramme de danske butikker midt i november.