Første test: Sådan er Sony Xperia Z1

Sony Xperia Z1 første test: Sony Xperia Z1 rammer snart det danske marked – det sker i starten af oktober. Den er netop blevet lanceret og vi har haft mulighed for at prøve den.

Første test: Sådan er Sony Xperia Z1

Umiddelbart ligner Sony Xperia Z1 Xperia Z, men har lidt mere afrundede kanter for at være mere behagelig at holde om. Xperia Z havde et meget kantet design, der dog også gjorde en let genkendelig.

Xperia Z1 er en smule tykkere end forgængeren, men det betyder ikke noget i brug, er vores umiddelbare vurdering.

Den ekstra tykkelse skyldes blandt andet kameraet, men også, at der sidder et større batteri i den.

Selve rammen er lavet i aluminium, hvilket øger byggekvaliteten betydeligt sammenlignet med Xperia Z.

Alt i alt føles Xperia Z1 rarere at holde i hånden, trods det tykkere format.

Læs mere om Sony Xperia Z1 her – pris, specs og 5 grunde til at købe den.

Xperia Z1 har størst fokus på kameraet. Det er på 20 megapixel og er med Sonys egen G-optik. Humlen er lige som hos Nokia Lumia 1020, at man som udgangspunkt ikke skal tage billeder med 20 megapixel.

Kameraet er som udgangspunkt sat til 8 megapixel og så bruges de resterende megapixel til billedforbedring og til at give mulighed for at lave digital zoom uden at få forringede billeder.

Man kan også vælge at tage billeder med 20 megapixel, hvis man har behov for at blæse et billede op i rigtig stort format eller få at få virkelig meget i detaljer ved efterfølgende billedredigering.

Xperia Z1 understøtter ikke videoafspilning eller –optagelse i 4K-opløsning, selvom processoren fakktisk understøtter det. Man kan ”kun” optage og se video i fuld HD med 1920 x 1080p.

Sony har gjort meget ud af softwaren til kameraet. De har åbnet op for kameraets udviklingsværktøj for tredjepartsudviklere, så man kan installere apps direkte i kameraets brugerflade. Der følger et par stykker med fra start og flere kommer til.

For eksempel har Sony lavet samarbejde med Bambuser, så man kan livestreame direkte til ens Facebook-konto og dem der har tilladelse til at se videoen kan så kommentere på videoen live.

Det er Qualcomm Snapdragon 800, der driver værket i Sony Xperia Z1. Det betyder, at uanset hvor mange programmer vi havde gang i, så fløj vi rundt i menuerne.

For tech-feinschmeckere kan det selvfølgelig være ærgerligt, at Sony har valgt ikke at understøtte 4K-opløsning i Xperia Z1. Det går dog nok for de fleste. Lidt mere ærgerligt er det, at den ikke understøtter 4G LTE Advanced, der ellers ville kunne give hastigheder op til 150 Mbit/s. Men okay, mange klarer sig nok også med 100 Mbit/s.

Ved salgsstart får Sony Xperia Z1 Android 4.2.2, men Sony lover, at de kommer med Android 4.3 til den også.

I store træk og baseret på relativ kort prøvetid, så virker Xperia Z1 som en flot opfølger til Xperia Z. Mange små detaljer er blevet forbedret og det er et flot løft, Sony har lavet med Xperia Z1.

Sony Xperia Z1 skulle komme til Danmark den 5. oktober og vi laver naturligvis Danmarks grundigste test af den, når den lander på redaktionen.

 

FAKTA: SONY XPERIA Z1 LTE

Mål: 144 x 74 x 8.5 mm

Vægt: 170 gram

Skærm: 5 tommer, HD TRILUMINOS, 1080 x 1920 pixel, 441 ppi

Operativsystem: Android 4.2

Processor: Quad core, Qualcomm MSM8974, 2,2 GHz

RAM: 2 GB

Hukommelse: 16 GB + plads til MicroSD op til 64 GB

Kamera: 20 megapixel, led-lampe, autofokus, Sony Exmor RS, video i 1080p

Videosamtalekamera: 2 megapixel, video i 1080p

Batteri: Taletid op til 14 timer, standbytid op til 550 timer, video op til 5,5 timer, musik op til 40 timer

Øvrigt: IP58-klassacificering, NFC, ANT+

Pris: 5.000-5.500 kroner