Første WP7-opdatering klar i denne måned
En af de helt store nyheder i den kommende opdatering er muligheden for at kopiere, klippe og indsætte tekst fra forskellige dele af telefonen. Hvis man f.eks. vil markere noget tekst i en e-mail, skal man blot trykke på et ord og bevæge fingeren til siderne for at udvide markeringen.
Ifølge Microsoft bliver det bl.a. muligt at kopiere tekst fra Facebook, Maps, Internet Explorer og e-mail programmet. Det er derfor ganske sandsynligt at funktionen er tilgængelig overalt i telefonens brugerflade.
Hurtigere programmer
Microsoft fortæller også, at man har gjort meget for at forbedre hastigheden på programmer og spil. Det kommer særligt til at gælde opstart og genoptagelse af spil og programmer.
Søgning på Marketplace er også blevet forbedret. Det betyder at man f.eks. kun vil få søgeresultater omkring spil, hvis man befinder sig i spilkategorien, ligesom man kun vil få søgeresultater om relevante programmer, hvis man er inde i programfanen.
Microsoft oplyser selv om opdateringen på
. For ganske kort tid kunne man i hjemmesideadressen læse teksten "january-update", der altså kan tyde på at opdateringen vil blive udrullet i løbet af januar måned. Nu er adressen imidlertid blevet ændret, så det kan være at det er blevet udsat.