Fotofight, del 3: Nokia Lumia 800 versus HTC Sensation XL

Så er det tid til at se, om Nokia Lumia 800 kan tryne HTC Sensation XL, når det gældet kameraet. Velkommen til tredje omgang af vores store foto-fight.

Fotofight, del 3: Nokia Lumia 800 versus HTC Sensation XL

I takt med at kameraet i smartphones bliver bedre og bedre, bruger flere og flere også mobilen som deres primære kamera.
 

Vi har sat os for at teste kameraet i seks af markedets hotteste smartphones lige nu op mod hinanden:

HTC Titan, iPhone 4S, Sony Ericsson Arc S, HTC Sensation XL, Motorola Droid Razr og den kommende Nokia Lumia 800.

Nokia Lumia 800 rammer første de danske butikker til januar, men vi besluttede os for at tage den med alligevel, da der aldrig har været så store forventninger til en smartphone siden lanceringen af iPhone i 2007.

Det bliver spændende at se, om den er værd at vente på, hvis man går efter det ypperste inden for kameramobiler.

Vi har allerede været i gennem første runde med iPhone 4S vs. HTC Titan – her vandt HTC Titan, der gik videre til finalen – og Sony Ericsson Arc S versus Motorola Razr, hvor Arc S vandt en klar sejr, trods et fuldstændig forrygende makrobillede fra Motorola Razr.

 
I dag kommer turen så til Nokia Lumia 800 versus HTC Sensation XL, og det bliver den sidste fotofight her i de indledende runder.

Herefter skal vinderne fra de indledende runder mødes i den store kamerafinale, hvor vi kårer vinderen.

Til at bedømme billeder har vi allieret os med kamera- og billedeksperten Jan Hansen, redaktør på fotomagasinet Zoom.

 
Dagens dyst: Nokia Lumia 800 versus HTC Sensation XL

Kameraspecifikationer Nokia Lumia 800: 8 megapxiel, autofokus, fotolampe, billedstabilisering, Carl Zeiss-optik,  f/2.2, 28 mm optik

Kameraspecifikationer HTC Sensation XL: 8 megapixel, autofokus, fotolampe, billedstabilisering, Back Side Illumination, f/2.2, 28 mm optik.

Du kan se galleriet med alle billederne herover. (Når der er to billeder ved siden af hinanden, så er Nokia Lumia 800-billedet til venstre, HTC Sensation XL-billedet til højre.)

1. scenarium: Landskab udendørs

Umiddelbart er farverne på billedet skudt med HTC Sensation XL bedre, de virker ikke mudret, og detaljer er ligeledes finere på det billede. Billedet skudt med Lumia 800 ser pænt nok ud, men detaljer længere væk – baggrunden – virker meget slørede.

Vinder: HTC Sensation XL

2. scenarium: Makro udendørs

Her ligner billedet skudt med Sensation XL noget skudt med en ægte makrooptik. Det er rigtig flot, og selvom billedet skudt med Lumia 800 er udmærket, så slår det ikke den imponerende makrooptagelse, som Sensation Xl leverer.

Vinder: HTC Sensation XL

3. scenarium: Blitz udendørs

Igen vinder billedet skudt med Sensation XL, hvis vi skal se på detaljer, også dybere inde i billedet. På billedet skudt med Lumia 800 oplyses baggrunden slet ikke i modsætning til billedet skudt med Sensation XL.

Vinder: HTC Sensation XL

4. scenarium: Skarphed/forgrund tæt på

Ligesom ved flere andre billeder skudt med Lumia 800 i testen, ligner billede skudt med Lumia 800 noget, hvor man har en hinde henover det. Det ser sløret ud, og giver svage kontraster. Billedet skudt med Sensation XL står derimod klart og tydeligt, detaljer er fine, og der er ingen nævneværdig sløring mod kanterne.

Vinder: HTC Sensation XL

Den samlede vinder fra tredje fotofight bliver dermed HTC Sensation XL, der møder HTC Titan og Sony Ericsson Arc S i finalen – hold øje med afgørelsen i starten af næste uge her på www.mobil.nu.