Fra ekstrem kulde til ekstrem varme – mobilen til ekstremerne

_Side 2 Mobilen til ekstremerne, del 2_

Sneede uafbrudt

Lufttemperaturen varierede mellem nulpunktet og omkring 10 graders kulde. Det regnede og sneede uafbrudt. Inden sengetid, da vi satte teltet op og børstede tænder, blev den flittigt brugt som lommelygte, noget, den klarede særdeles udmærket.

Vi kom gennem Europa uden større problemer og ankom til sidst til det afrikanske kontinent efter at have passeret Gibraltarstrædet fra Spanien til Marokko. Vel ankommet i Marokko havde jeg telefonen inde i bilen et par dage, hvor den blev brugt ofte til både samtale og sms. Der var overraskende nok aldrig nogen problemer med modtagelsen, og lyden under samtale var fin.

Da vi kom ind i Mauretanien, blev det sværere at ringe. Faktum er, at under hele rejsen i Mauretanien havde vi ingen modtagelse, så der slappede telefonen af på instrumentbrættet, hvilket vel også udsatte telefonen for en vis kraftprøve, da instrumentbrættet havde en temperatur på 50-60 grader.

17 døgns batteri
Når det gælder batteritiden, lovede beskrivelsen 1.500 timer. En standbytid på 1.500 timer svarer til omkring to måneders batteritid. Mit holdt, på første opladning desuden, i 17 døgn, i alt 408 timer, hvilket må anses for at være fuldt ud godkendt. (Første opladning plejer generelt af batteritekniske årsager at give noget dårligere batteritid end efterfølgende opladninger).

Efter Mauretanien var det tid til Mali, og der var det slut med asfalterede veje. Ud over et fåtal meter asfalt var det svært forceret terræn kombineret med sand og grusveje i 40 graders varme – for den gule telefon omkring 1.000 kilometer bag gitteret til ekstralyset på bilen. Det troede jeg ville give en form for protester fra telefonen, men sådan blev det ikke. Jeg ville næsten se, hvor meget jeg kunne plage den, inden den gav op, men ikke engang da jeg badede den i et vandfald i Burkina Faso, ville den give op.

Så lad os konstatere, at telefonen helt sikkert klarede prøven, når det gælder batteritid, kraftig ørkenhede, sand og vandfald. Men hvad duer den til ud over at ringe?

Godt gemte finesser
Når det gælder telefonens software, er der ikke meget at komme efter for iPhone-brugere og finessehungrende mobilejere. Funktioner er ikke altid helt intuitive at forstå. Jeg nåede for eksempel at komme hele vejen til Ghana, inden jeg fattede, hvordan man slår T9-ordlisten til i telefonens sms-funktion. Indtil da var den eneste skrivemulighed for mig altså den gamle metode med at bruge flere tryk på en knap for at komme frem til et bestemt bogstav.

Men der er altså T9, og sms fungerer rigtig godt samt almindelige samtaler. Men ellers virker softwaren sløset og sjusket programmeret. Der er en hel del stavefejl i menuerne, mange funktioner er svære at finde, og telefonen har et kamera, der får selv den mindst krævende fotograf til hellere at ville tegne et billede af det, han ser, end fotografere det. Billederne bliver helt enkelt usle.

Disse skavanker gør, at helhedsindtrykket trækkes en smule ned. Jeg led personligt ikke så meget under de dårlige egenskaber, men for den, der vil bruge telefonen i en hektisk hverdag, er det naturligvis vigtigt at tænke på.

For mig som opdagelsesrejsende i Afrikas ørkener og savanner er Sonim XP3.2 Quest Pro en telefon, der gør sit job og imponerer. Den opfyldte kravene, jeg stillede inden afrejsen. Men nu taler vi altså om den type krav, som stilles af bjergbestigeren, ørkenvandreren og backpackeren. At jeg tilhører en generation af mobilbrugere, der er vant til betydeligt mere end at kunne ringe, kan måske gøre, at jeg overdriver betydningen af telefonens ekstrafunktioner. Har du brug for en fuldstændig uømtålelig telefon, anbefaler jeg helt klart Sonim, men har du behov for mange og let anvendelige ekstrafunktioner eller vil være sejest blandt vennerne i knallertklubben – så holder den ikke.