Fransk regering forbyder Blackberry

I Frankrig bliver statsansatte i ministerier og præsidentpaladset nu tvunget til at slukke for deres Blackberry.

Fransk regering forbyder Blackberry

De populære Blackberry-telefoner fra den canadiske producent Research In Motion (RIM) bliver nu forbudt i alle franske ministerier og i Elysee-paladset, hvor præsidenten har kontor. Det skriver den franske avis Le Monde.

Den franske regering har opdaget, at Blackberry-kommunikation kører over servere i USA og Storbritannien. Regeringen frygter derfor, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA kan få adgang til statshemmeligheder, skriver avisen.

Men medarbejderne i den nye regering, hvoraf mange er vant til at bruge Blackberry i deres tidligere arbejde i det private erhvervsliv, er alt andet end begejstrede for direktivet.

– Vi mister utrolig meget tid, siger en afdelingschef i et ministerium til avisen, mens en anden kan fortælle, at de statsansatte først skal lære at arbejde "som tidligere", hvor Blackberry endnu ikke var opfundet.

Ifølge en medarbejder hos premierministeren bruger nogle statsansatte stadig deres Blackberry i al hemmelighed – trods forbuddet.