Franskmænd elsker ulåst iPhone
I Frankrig er teleselskabet Orange tvunget til at sælge Apple-mobiltelefonen iPhone uden den sim-lås og bindingsperiode på to år, som gælder i andre lande. Orange har netop meddelt, at der er solgt 30.000 eksemplarer af iPhone i den første uge.
Det burde være gode nyheder for selskabet. Men tallene viser også, at 52 procent af kunderne har købt en iPhone uden at tegne et nyt mobil-abonnement hos Orange. De kan altså bruge telefonen med deres eksisterende abonnement, også hos andre teleselskaber – og dét tjener Orange ikke noget på.
Kun 48 procent har købt en billigere iPhone til 399 euro, hvor man samtidig skal tegne et mobilabonnement hos Orange. For 649 euro kan man købe iPhone uden abonnement, og det koster yderligere 100 euro at få fjernet sim-låsen, så den samlede pris bliver 749 euro. Men mere end 15.000 franske kunder har altså valgt at betale denne pris for at slippe for at være bundet til Orange.
Det specielle iPhone-abonnement, som Orange tilbyder, koster mellem 49 og 119 euro om måneden og indbefatter mellem 240 og 960 gratis samtale-minutter og 50-1.000 gratis sms-beskeder.
Den franske lovgivning tvinger Orange til at sælge iPhone uden lås og binding, men selskabet er stadig Apples eksklusive partner i Frankrig og dermed det eneste selskab, der må sælge iPhone i landet.
I Tyskland har T-Mobile netop fået rettens ord for, at selskabet fortsat må sælge iPhone med sim-lås. T-Mobile solgte i en periode en ulåst iPhone for 999 euro, men det er stoppet nu.