Frem for 3 og TDC, tilbage for Telia og Sonofon
Antallet af mobilabonnementer er nu oppe på 6.243.000. Der findes med andre ord 114 mobilabonnementer per 100 indbygger, så man må sige, at vi bare elsker at være mobile herhjemme.
3 sidder nu på 4.9 procent af det danske mobilmarked med 304.388 kunder. Det er en stigning på små 55.000 kunder siden 1. halvår 2007, eller det der svarer til 0,8 procent. TDC går ligeledes frem, men sidder på en markant større markedsandel end 3. Hele 31,5 procent af markedet har de i dag. I 1. halvår 2007 sad de på 31,0 procent af mobilmarkedet. Antallet af kunder er på 1.969.261.
Derimod går det tilbage for Sonofon sammenlignet med 1. halvår 2007. De har godt nok fået lidt flere kunder, men deres markedsandel i dag er 19,3 procent, sammenlignet med 19,6 i 1. halvår 2007. Også Telia har oplevet en lille kundefremgang, men de er ligeledes gået tilbage, når man ser på den samlede markedsandel. De har i dag 18,7 procent af markedet sammenlignet med de 19,1 procent, de havde i 1. halvår 2007.
Selvom 3 stadig er den mindste af de store operatører herhjemme, så har de procentmæssigt den største andel af de attraktive 3G-kunder. De sidder på 45 procent af det segment. Det er dog værd at bemærke, at det er en tilbagegang på 5,7 procent i forhold til 1. halvår 2007.
Både TDC og Sonofon har derimod fået en større bid af 3G-kagen, og er abonnementsmæssigt begge gået frem med 2,3 procent. TDC sidder nu på 30,2 procent af 3G-markedet, mens Sonofon er på 17,7 procent af markedet.
Ifølge IT- og Telestyrelsen er 666.000 af de samlede mobilabonnementer 3G-abonnementer.
Datatrafikken bliver ved med at stige markant. Det gælder både for SMS’er og MMS’er. Der blev sendt over 6 milliarder sms’er i andet halvår i 2007 – det svarer til godt 1.100 beskeder per indbygger. Noget, der nok er mere interessant, specielt for mobiloperatørerne, er, at den rene datatrafik via mobil blev mere end syvdoblet på et halvt år. 3 står for forbløffende 96,4 procent af det samlede marked for data i 2. halvår 2007. Det er en stigning på 12,4 procent på blot et halvt år.
TDC stod for 1,9 procent af det mobile datamarked sammenlignet med 9,5 procent i 1. halvår 2007. Så selvom de faktisk har genereret mere datatrafik i 2. halvår, har det ikke været nok til at forhindre et markant fald på det samlede marked for mobil data. Sonofon og Telia stod for henholdsvis 0,8 og 0, 7 procent, og de har ligeledes oplevet fald, når man ser på deres samlede markedsandel.
Ifølge IT- og Telestyrelsen er anvendelsen af den traditionelle fastnettelefon stadig faldende, både hvad angår antal abonnementer og trafik. Antallet af abonnentlinjer er nu faldet med en million siden første halvår 2002, hvor der var 3,8 millioner linjer.
Derfor kan det ikke overraske, at anvendelsen af mobiltelefonen samtidig stiger. Antallet af talte minutter i mobiltelefon overgår nu antal af talte minutter i den traditionelle fastnetstelefon.
Det er også værd at bemærke, at IP-telefoni er i fortsat vækst. Antallet af abonnementer er steget med 35 procent siden andet halvår 2006, og taletiden er steget med 66 procent i samme periode.