Fuppede sig til mobiltelefoner
En midaldrende mand fra Brovst i Nordjylland troede, at han virkelig kunne få kasseapparatet til at ringe med en smart fidus. Ifølge Nordjyske Stiftstidende købte manden simpelthen 224 billige mobiltelefoner og solgte dem videre til et firma i Silkeborg.
Så langt var manden på lovens side. Men han “glemte” at betale oprettelsesgebyr og seks måneders abonnement på de mange telefoner. Og heller ikke skattefar blev betænkt med sin andel af fortjenesten på telefoner og moms.
I dag står manden tiltalt for bedrageri. Og mobilselskaberne og skattevæsenet har en regning på en halv million kroner parat, hvis han bliver dømt. Der falder dom i sagen på tirsdag.