Galaxy Z er en billigere Galaxy S2
Med undtagelse af skærmen og kameraet er der ikke meget, der skiller den nye Galaxy Z fra Samsungs nuværende topmodel Galaxy S2.
Telefonens skærm har en størrelse på 4,2 tommer, hvor Galaxy S2 har 4,3 tommer, og opløsningen på begge modeller lyder på 480 x 800 pixels. Galaxy Z har dog en skærm af typen Super Clear LCD, som ikke er helt så god som den dyrere Super AMOLED+, der bliver anvendt i Galaxy S2.
Samsung har desuden valgt at udruste Galaxy Z med et enklere kamera på 5 megapixels i stedet for 8 megapixels i storebroderen.
Styresystemet er Android 2.3 og telefonen har en dual-core processor på 1 GHz, som altså er en anelse langsommere end den i Galaxy S2.