Galleri: Xperia Neo fanget på nettet
Efterfølgeren til den populære Vivaz kommer til at hedde Xperia Neo, og i modsætning til originalen er Neo baseret på Android og ikke Symbian. Mange kunder har klaget over styresystemet i Vivaz, og Sony Ericsson har selv udtalt at man har droppet Symbian-platformen, så Android har været det åbenlyse valg.
Xperia Neo minder på mange områder om den originale Vivaz. Sony Ericssons såkaldte "human curvature" design går igen på modellen, og der er flere kendetegn på fronten, siderne og bagsiden, der afslører at de to modeller er i familie. Neo er en anelse tykkere end Vivaz, men den slanke linje bliver stadig holdt. Desuden minder den en del om Arc, om end dette er på softwaresiden, hvor systemet umiddelbart er mere eller mindre identisk med Arc.
Ud fra billederne at dømme, kan vi se at Neo har en indgang til 3,5 millimeter lydstik, mini-HDMI samt microUSB. Hvis man løfter battericoveret på bagsiden, får man adgang til det udskiftelige batteri og et microSD-kort.
Det er sitet Tech Radar, der bringer artiklen, og under telefonens hardwarespecifikationer skriver de, at Neo har samme processor som Arc, altså en 1 GHz Snapdragon-processor. Desuden er skærmen på 4 tommer og skulle også være af typen Reality Display.