Gameloft satser mere på Android
Hvis man som spiludvikler vil skabe størst succes på mindst mulig tid, skal man satse på Apples App Store fremfor øvrige løsninger på markedet. Sådan lader det til at lyde fra Gameloft, der forleden kunne fortælle at man sælger 400 gange flere spil til iPhone og iPod touch-brugere via App Store end man gør til Android-brugere via Android Market.
Næste generation
Samtidig fortalte Gameloft også at firmaet har skåret ned på investeringerne i udvikling til Android, men i en nylig pressemeddelelse har tonen fået en anden lyd. Gameloft annoncerede nemlig at man fremover har tænkt sig at satse på den såkaldte næste generation af Android-mobiler, herunder Motorola Droid og Sony Ericsson XPERIA X10, der begge har en hurtig processor og højtopløst skærm.
Denne generation af telefoner og det, de medbringer, var ifølge Gameloft det, der manglede på Android-markedet – nemlig høj hastighed og omfattende funktionalitet.