Garmin 910XT test: Genialt GPS-ur til den ambitiøse motionist

Måske er der en kende langt fra smartphones til løbeure, men en gang imellem falder vi over nogle fede produkter, som vi bare må dele med jer læsere – sådan et produkt er Garmin 910XT.

Garmin 910XT test: Genialt GPS-ur til den ambitiøse motionist

Garmin er særdeles kendt for deres kundskaber, når det kommer til løsninger, der involverer GPS-signaler og satellitter, der kredser rundt i rummet over os.

De har gennem en årrække været blandt de førende på markedet for bilgps’ere, men de er også store, når det kommer til GPS-baserede løsninger, der kan placeres på løbearmene og på cykelstyret i diverse idrætsgrene.

Uret Garmin 910XT er seneste topmodel fra Garmin, og det er særligt henvendt til triatleterne. Det tager over efter den ekstremt populære Garmin-model FR 310XT, men her er tale om et ur, der i den grad er gennemtænkt og gennemarbejdet, så det giver den bedste ydelse – uanset om man ligger i vandet, sidder på cyklen eller kæmper sig igennem de sidste meter løb.

Uret er bygget op, så det med ganske få klik er muligt at skifte mellem sportsgren, og helt unikt virker det også fortrinligt, når man svømmer, hvor det kan måle armtag og svømmelængde. Der mangler endnu mulighed for at kombinere med pulsmåler på denne del, men det kommer nok også snart.

Umiddelbart ser uret ret stort ud, men når det første sidder om håndleddet, så virker det faktisk meget tilforladeligt.

garmin 910XT på arm

Find fede løbe-apps her til din smartphone

Oppe på land
Jeg springer hurtigt videre til de andre dele af urets kundskaber, da jeg ikke tilbringer ret meget tid i det våde element. På løbedelen er jeg derimod rutineret bruger af løbeure, og jeg har ikke prøvet et ur, der kan matche Garmin 910XT.

Det er simpelthen et fantastisk ur, der har så mange indstillingsmuligheder, at det ikke giver mening at starte opremsningen med dem alle. Det er supernemt at komme i gang, for det er bare at klemme pulsbæltet ned over brystkassen, holde tænd-knappen inde, når man kommer udenfor, vente på signal, og så ellers sætte i gang. Der findes i øvrigt masser af udstyr til den.

garmin 910XT udstyr

Uret har en indbygget vibrationsalarm, som jeg er helt vild med. Når man løber med lyd i ørerne, så er det superpraktisk, at uret på armen vibrerer, når man når på forhånd fastsatte mål, eller hvis pulsen kommer uden for grænserne for den bedst mulige træning.

Displayet er overskueligt opbygget med 4 skærmvisninger til hver aktivitet, og de enkelte billeder kan deles op i 1-4 felter. Om man løber, cykler eller svømmer kan man altså have 16 synlige felter med data, og det er yderst nemt at sætte op og tilpasse.