Garmin nüvifone forsinket
Da Garmin lancerede deres GPS-mobil, Nüvifone, i begyndelsen af året, var de ikke specielt detaljerede i deres udformning af specifikationer, og på Mobile World i Barcelona, kunne de besøgende kun se et par skærmbilleder, der skulle illustrere hvordan menuen ville se ud.
Derefter har der været ganske stille omkring mobilen, hvor kun en enkel video er undsluppet. Men derfor skulle det heller ikke komme som nogen større overraskelse, at Garmin nu meddeler, at telefonen er forsinket.
Samtidig med deres seneste kvartalsrapport meddeler man, at nüvifone ikke vil komme i det fjerde kvartal, som tidligere antydet. Årsagen skulle siges at være, at man ikke er klar til at leve op til visse krav fra nogle mobiloperatører.
I stedet oplyser Gamin, at Nüvifone vil blive lanceret i det første halve år af 2009, hvilket praktisk betyder, at mobilen med GPS næppe kommer på markedet før om et lille år.
I Garmins kvartalsrapport fremgår det ligeledes, at det går fortsat godt for Garmin på GPS-markedet. I forhold til andet kvartal sidste år har Garmin øget hele deres omsætning med 24 procent, hvor træning- og friluftsprodukter overraskende har fået et øget salg på 54 procent.