Goggles på vej til iPhone
Goggles er Googles visuelle søgeprogram, der hidtil kun har været tilgængeligt på Android-mobiler med version 1.6 eller nyere af systemet. Goggles bruger telefonens indbyggede kamera til at tage et billede og analyserer indholdet af billedet, hvorefter der bliver udført en søgning ud fra detaljer i billedet. Man kan f.eks. tage et billede af et logo, hvorefter man vil få søgeresultater omkring logoet.
Nu har Shailesh Nalawadi, der er produktmanager for Goggles hos Google, bekræftet, at søgeprogrammet er på vej til iPhone. I seneste udgave af Goggles har man også tilføjet oversættelse af tekster, men vi gætter på at det kræver en iPhone 3GS, der har autofokus i kameraet, så man kan tage ordentlige makrobilleder.
Google har i forvejen flere programmer forudinstalleret på iPhone – Maps, søgning og YouTube. Google har altså allerede fået fremragende eksponering med de mere end 50 millioner solgte iPhones. Det kommende Goggles vil dog ikke blive forudinstalleret på iPhone.
Kilde: eWeek