Google bekræfter Android 4.1 ved en fejl
I USA kan man bestille Galaxy Nexus gennem Google Play, og i går aftes kom Google til at afsløre lidt for meget i et par timer. Søgegiganten var nemlig kommet til at ændre beskrivelsen for modellen, så man kunne læse at den snart ville blive den første Android-mobil til at modtage version 4.1 af Android-systemet.
Fejlen blev opdaget af en bruger på forummet XDA-developers, og er efterfølgende blevet bekræftet af forskellige Android-blogs, der har taget skærmbilleder af beskrivelsen. Google har siden ændret beskrivelsen, så den ikke længere nævner Android 4.1.
Den præcise beskrivelse på siden lød således:
– "The latest smartphone from Google, soon the first phone with Android 4.1 Jell…"
Alt tyder dermed på at Jelly Bean bliver version 4.1 af systemet. Det stemmer også fint overens med de seneste rygter omkring Jelly Bean, der har gået på at Google endnu ikke er klar med version 5.0 af systemet.
Googles udviklerkonference, Google I/O, løber af staben om under en uge, og her forventes den næste Android-version at blive præsenteret.