B&O i samarbejde med Google om Google Cast til højtalere

B&O PLAY har netop annonceret samarbejde med Google om at gøre Google Cast tilgængelig til BeoPlay A6 og BeoPlay A9 samt til kommende netværkshøjtalere inden udgangen af marts.

B&O i samarbejde med Google om Google Cast til højtalere

B&O har et par rigtig gode netværkshøjtalere i form af BeoPlay A6 og BeoPlay A9, men på det seneste har de føltes lidt gammeldags, da de ikke har været mulig at bruge sammen med Google Cast.

Det bliver der heldigvis snart lavet om på, så man med Google Cast trådløst kan sende musik fra streamingtjenester som Spotify, Google Music, Tidal, Deezer og TuneIn direkte til netværkshøjtalere fra B&O.

Se også: De bedste tilbud på mobilabonnementer med musik

Google Cast til BeoPlay A6 og BeoPlay A9

I første omgang drejer det sig om BeoPlay A6 og BeoPlay A9, hvor man med et enkelt tryk på Google Cast-ikonet i appen kan sende musikken trådløst til netværkshøjtalerne uden at uden at bruge strøm eller data fra afspilleren.

“Med Google Cast er det vores netværkshøjtalere, som henter musikken ned fra skyen, og det giver brugeren en formidabel lydkvalitet og brugeroplevelse. Man undgår eksempelvis, at musikken afbrydes, når man bliver ringet op, modtager en SMS eller f.eks. forlader rummet med sin smartphone”, siger direktør for B&O PLAY Henrik Taudorf Lorensen.

Han slutter af med at sige, at han er stolt over samarbejdet med Google om at integrere Google Cast i B&Os netværkshøjtalere, da det giver større frihed for brugerne – og det er noget folk efterlyser, ifølge Henrik Lorensen.

 

Googe Cast-opdatering klar i slutningen af marts

Som sagt er BeoPlay A6 og BeoPLay A9 allerede kompatible med Google Cast og derfor får ejere af BeoPlay A6 og BeoPlay A9 adgang til Google Cast via en softwareopdatering i slutningen af første kvartal 2016. Google Cast er dog kun tilgængelig i 2. generation af BeoPlay A9.

B&O oplyser ikke, hvordan det forholder sig med kommende netværkshøjtalere, men vi forventer, at Google Cast bliver integreret fra start, når B&O kommer med nye af slagsen.

Netværkshøjtalerne fra B&O PLAY understøtter i forvejen Apple AirPlay og Bluetooth.