Google-chef: LG delvist skyld i Nexus 4-problemer
Den efterspurgte Nexus 4 har givet Google en hel del problemer på det seneste. Først blev selve lanceringen af telefonen forsinket pga. orkanen Sandy, og Google har siden da haft mange problemer med leverancen af bestilte enheder.
I Storbritannien blev Nexus 4 udsolgt på blot få minutter efter telefonens lancering i Google Play-butikken den 13. november, og der gik omkring tre uger før den næste forsendelse ankom.
Herhjemme venter vi stadig på telefonen, der ligeledes skulle have kommet i midten af november, men blev udskudt grundet efterspørgslen på andre markeder. LG fortæller dog, at den kommer i denne uge.
LÆS OGSÅ: Nexus 4-levering udsat igen, igen, igen…
Det lader dog til, at Google ikke er helt tilfredse med Nexus 4-lanceringen. Dan Cobley, der er Google-chef i Storbritannien, har kommenteret situationen på sin Google+ profil, og her undskylder han de mange problemer og lover, at telefonen vil komme inden længe til alle, der har forudbestilt den.
Cobley benyttede desuden lejligheden til at give LG en del af skylden. Leverancerne fra LG skulle ifølge Cobley være meget begrænsede og uregelmæssige. Han indrømmer desuden, at kommunikationen fra Google har været mangelfuld.
Hvad synes du om Googles håndtering af Nexus 4-lanceringen? Kom gerne med din mening i kommentarfeltet herunder.