Google Chrome til mobilen kan nu reducere data med 50 procent
Google har netop annonceret, at de snart ruller en opdatering ud til deres mobile version af webbrowseren Chrome. Opdateringen betyder, at man kan reducere dataforbruget i webbrowseren med op til 50 procent via en ny datakomprimeringsfunktion.
Man skal dog selv vælge at slå funktionen til. Hvis man gør det, så skulle browseren også være endnu bedre sikret mod inficerede websites.
Datakomprimeringen sker gennem Googles servere via selskabets PageSpeed-teknik. Den nye funktion vil fungere på både iOS (iPhone og iPad) og Android.
Opdateringen kommer også med et par andre gode nyheder. For eksempel kommer Google Oversæt nu endelig til iOS. Android-brugere skulle også lettere kunne lægge websites ud som ikoner på mobilens startskærm via den nye funktion ”Add to Homescreen”.
Den nye opdatering skulle begynde at rulle ud inden for de nærmeste dage, oplyser Google.