Google frigiver Honeycomb-udviklingsværktøj

Google er nu klar med et smugkig på Android 3.0 (Honeycomb), og med seneste udgave af udviklerværktøjet har du selv mulighed for at prøve systemet.

Google frigiver Honeycomb-udviklingsværktøj

Android 3.0 (Honeycomb) er, ifølge Google selv, en ny version af Android-platformen, der er designet specifikt til enheder med store skærmstørrelser – f.eks. tablets.

Google gav for et par uger siden det første smugkig af systemet, og nu er man klar med en tidlig udgave, som kan bruges til udvikling af programmer og spil. Set fra en udviklers perspektiv er systemet dog ikke færdigt, og kan i praksis kun bruges til test af eksisterende programmer på den store skærm samt test af de nye funktioner.

Ny grafisk brugerflade
Brugerfladen er markant anderledes end i tidligere udgaver af Android, og udviklere har langt større mulighed for at lave programmer, som de ønsker det. Med nye brugerfladekomponenter, temaer, widgets, notifikationer og drag/drop skulle der være mulighed for at skabe nye oplevelser.

Ydeevne er også meget vigtigt i Android 3.0. Systemet understøtter multikerne-processorer, og er ifølge Google optimeret til at køre på både enkeltkerne og dobbeltkerne processorer. Desuden indeholder systemet en masse nye muligheder inden for avanceret 3D-grafik, som udviklere vil kunne udnytte.

Prøv det selv
Google har desuden opdateret deres udviklingsværktøj til Android, så det nu understøtter Android 3.0 samt forbedringer til opbygning af brugergrænseflader i udviklingsprogrammet Eclipse.

Her på Mobil.nu vil vi kigge nærmere på det nye system og vende tilbage med en stor gennemgang af den tidlige udgave i morgen tidlig. I denne artikel vil vi også vise hvordan du selv kan afprøve det nye system på din hjemmecomputer.