Google: Gør klar til Ice Cream Sandwich
I et blogindlæg på den officielle blog om Android-udvikling, beder Google nu alle programudviklere om at forberede deres programmer til den næste version af Android, nemlig Ice Cream Sandwich.
Den helt store nyhed i Ice Cream Sandwich er, at styresystemet fungerer på både mobiler og tablets. Det har naturligvis en masse fordele, men samtidig kræver det også en del mere arbejde fra programudviklere, der fremover skal sikre at deres programmer kan afvikles uden problemer på både små og store skærme.
For at lette udviklernes arbejde, har Google udviklet en række værktøjer, der kan forbedre overgangsprocessen. Hvis du selv er en programudvikler til Android, kan du finde instruktioner samt tips og tricks her.
Ice Cream Sandwich forventes at blive version 4.0 af Android-systemet, og Google har fortalt at det bliver præsenteret i enten oktober eller november måned. Ventetiden er altså snart ovre – vi glæder os!