Google I/O: Jelly Bean præsenteres i aften

Googles udviklerkonference løber af staben i aften, og her bliver den næste store version af Android-systemet præsenteret. Vi bringer alle nyhederne senere i aften.

Google I/O: Jelly Bean præsenteres i aften

 

Der er nu ikke længere nogen tvivl om at Jelly Bean bliver præsenteret ved Google I/O her til aften. Jelly Bean er den næste version af Android, og i går aftes begyndte der at komme en del billeder frem fra Googles Android-bygning på Google+. Her har Google opstillet forskellige statuer, der repræsenterer de enkelte versioner af Android. I går aftes kom der en ny statue med en masse “Jelly Beans”.

 

Google I/O er søgegigantens udviklerkonference, og der er et enormt fokus på Android ved konferencen. I år afholdes tyve forskellige sessioner, der omhandler Android, og her har man bl.a. tænkt sig at fortælle om de nye funktioner i Android og oplære udviklere i brugen af disse.

 

Konferencen skulle gerne starte omkring kl. 18.30 dansk tid, så her sidder vi naturligvis klar ved tasterne og fortæller om alt det, der bliver præsenteret ved Googles keynote.