Så er den gal igen: Google beskyldes igen for konkurrenceforvridende virksomhed

Google skulle have presset Samsung til at droppe et eget Android-baseret styresystem til mobiltelefoner og Google har nu fået et nyt sagsanlæg kastet i nakken.

Så er den gal igen: Google beskyldes igen for konkurrenceforvridende virksomhed

Google er allerede blevet efterforsket for at have bedrevet konkurrenceforvridende virksomhed én gang, og nu er de sydkoreanske myndigheder ude efter søgegiganten, da de mener at have forhindret Samsung i at lave en egen brugerflade baseret på Android.

Se også: Bedste pris på Samsung mobiler

 

Google har hindret Samsung i at lave egen Android-brugerflade

Sagen handler om den aftale, Google lavede med Samsung i 2011, hvorefter Samsung stoppede med at lave et eget Android-baseret styresystem. Det er Fair Trade Commission, FTC, der står bag efterforskningen om, hvorvidt Google har hindret Samsung i at udvikle deres eget styresystem.

Tilbage i 2011 blev Mobil Application Distribution Agreementet underskrevet af både Samsung og Google. I den aftale står, at Samsungs Android-smartphones skal bruge Google som den primære søgemaskine, samt at Samsung skal forinstallere Google apps som Gmail, YouTube og PlayStore på deres telefoner.

Derudover indgik de også en anti-fragmenteringsaftale, hvor der står, at Samsung ikke må udvikle et eget Android-baseret styresystem.

Google har tidligere været i søgelyset for noget lignende i Sydkorea. For nogle år siden mente den største sydkoreanske søgemaskine Naver and Daum, at Googles aftale med Samsung var konkurrenceforvridende. Anklagerne blev dog afvist i 2013.

Se også: Anmeldelse af Samsung Galaxy S

Google risikerer bøde

Denne gang ser det dog lidt værre ud for Google. For udover den nye sag, vil FTC også genåbne den gamle sag fra 2013, da de mener, markedet har ændret sig siden dengang.

Bliver Google denne gang kendt skyldig, kan de se frem til en klækkelig bøde. Men heller ikke det ville være første gang for Google, der sidste år fik en bøde på 6,75 millioner dollars i en konkurrencesag i Rusland. Denne bøde var småpenge for Google og skal denne slags sager mod Google have nogen effekt, skal konsekvenserne være større.

Se også: Ekspert: Android er helt ude af kontrol – og løbet er kørt

Hvordan vil det påvirke Googles samarbejde med Samsung?

Interessant bliver det dog at se, hvordan alt dette vil påvirke forholdet mellem Google og Samsung. Sydkoreanske Samsung har længe prøvet at blive mindre afhængige af Google, samtidig med at de har udviklet på deres eget styresystem, Tizen. Det gik så vidt, at Googles direktør i 2013 måtte rejse til Sydkorea og besøge Samsung for at sikre sig, at de stadig ville benytte sig af Android.

Samsung var den gang – og er det for så vidt stadig – så store, at de er en meget vigtig samarbejdspartner for Google. På den anden side er det også vigtigt for Samsung, at de kan levere en oplevelse, som de ved fungerer og hidtil har de nydt stor succes med deres Android-mobiler.

Samsung bruger i øvrigt i dag Tizen i selskabets smartwatch.

Se også: Nyheder om Google