Google klar med gratis videoopkald til Android
Ligesom Apple vil Google nu også tilbyde sine kunder gratis videotelefoni over mobiltelefonen. Det skal ske gennem programmet Google Talk, hvor det faktisk længe har været muligt at videochatte på computeren.
Med programmet kan man ringe til personer, der har en Google-konto, og benytter Google Talk på mobilen eller computeren. Man kan også videochatte direkte i Gmail.
Forbindelsen kan ske over din almindelige mobildataforbindelse, altså 3G, men kan naturligvis også foregå over WiFi, hvilket formentlig er det bedste valg.
Opdateringen til Google Talk, der muliggør videochat, kommer til Nexus S-enheder i forbindelse med opdateringen til Android 2.3.4 inden for de næste par uger. Øvrige enheder med Android 2.3 eller nyere vil få opdateringen på et senere tidspunkt.
Kilde: Google Mobile Blog