Google Maps indtager cykelruten
Skal du en tur ud i trafikken på den tohjulede, så er det nye tiltag fra Google måske slet ikke så dumt endda. Det er nemlig blevet muligt at finde gode cykelruter i Danmarks syv største byområder – på Google Maps. Det gælder København og omegn, Aarhus, Odense, Aalborg, Fredericia, Vejle og Kolding. Ruterne kommer frem på enten PC’en eller mobilskærmen, når man trykker på cykel-ikonet på Google Maps. Man kan også få vist de særligt cykelvenlige ruter i Danmark ved at sætte flueben ved ‘På cykel’ under de forskellige kort-lag.
Data om lokale cykelforhold er sammensat fra flere kilder – blandt andet har flere kommuner bidraget med informationer om særlige forhold for cyklister. Hvis man selv har tips til cykelruter, kan man indsende bidrag via Google Map Maker.
“Hos Google deler vi i høj grad danskernes glæde for at cykle, og derfor er det også herligt nu at kunne gøre danske cykeldata tilgængelige på Maps. Forhåbentlig kan det være til glæde både i hverdagen for folk, der bor her, men også for turister, der vil opleve Danmark når det er smukkest – fra to hjul”, udtaler Google Danmarks talsperson Christine Sørensen, i en pressemeddelelse, hvor hun fortsætter:
“Vi har inkluderet så meget data om de danske cykelforhold som muligt, men det er klart at lokale cyklister kender deres favoritstier og genveje bedst, så derfor opfordrer vi til, at man deler sine anbefalinger og tips til cykelruter i Google Map Maker.”
Modsat, når man sidder bag rattet i en bil, så kan man på cykelturen have brug for at vide, om vejen går over en bakke, eller om man skal igennem en dal, inden man er fremme ved målet.
Et af de tips Google har til cyklisterne er, at det ofte er hurtigere at tage en omvej – end at cykle op ad bakke. Hvis man tester forskellige ruter, viser det sig faktisk ofte, at det bedre kan betale sig at køre en omvej end at køre op ad bakke – især hvis bakkerne er meget høje eller lange. En af de faktorer, Google vurderer, er, hvor cykelvenlig ruten er. Tydelig grafik gør det nemt at skaffe sig et overblik. De mørkegrønne ruter er egentlige cykelstier. De lysegrønne er gader med cykelstier, og de grønne prikker er veje, der er cyklistvenlige.
I pressemeddelelsen fra Google beskrives cykelplanlæggeren således:
Cykelplanlæggeren på Google Maps har været en populær tjeneste i USA og Canada siden 2010, og foruden Danmark bliver tjenesten i dag lanceret i Østrig, Australien, Belgien, Finland, Holland, Norge, Sverige, Schweiz og Storbritannien.
Bag det enkle cykel-ikon ligger en kompliceret algoritme, der på sekunder skaber et bud på en cykelrute mellem A og B. Google Maps generelle rutevejledning er først og fremmest bygget med henblik på at komme frem så hurtigt som muligt.
Men cyklister vil også gerne cykle sikkert og smukt. Derfor er der en hel del ekstra beregninger og faktorer, der afvejes imod hinanden, før Google Maps foreslår en cykelrute.
For at beregne cykel-tiden korrekt har Google også regnet på, hvor lang tid det tager at køre op eller ned ad bakke. Derfor har man udviklet en fysisk model over den gennemsnitlige mængde energi, man skal bruge på at komme op ad en given strækning, kombineret med en omtrentlig kropsmasse samt vindmodstand – og den fart man typisk vil have.