Google: Mobilen skal være central i produktudvikling
Behovet for at finde informationer stopper ikke, når man forlader kontoret eller hjemmets fire vægge. Det har man også opdaget hos Google, som nu satser stort på at udvikle tjenester til mobiltelefonen. Det fortæller Christian Hernandez Gallardo, der er ansvarlig for Googles partnerskaber med mobilbranchen.
Han var inviteret til at fortælle om fremtidens mobile verden under en konference torsdag hos mobiltelefon-distributøren Brightpoint, som samtidig markerede den officielle indvielse af selskabets nye europæiske hovedkvarter i Rødekro.
Google tog sit første skridt ud i den mobile verden allerede i 2000 med en speciel version af søgemaskinen til den japanske iMode-tjeneste. Senere har Google lanceret en hel stribe af mobiltjenester.
Christian Hernandez Gallardo fortæller, at alle selskabets udviklere har fået besked på at tænke mobilt:
– Et af vores centrale mantraer er, at mobiltjenester skal tænkes ind allerede fra starten i udviklingsprocessen for hvert af vores nye produkter, sagde Gallardo, som selv har en fortid som chef for udviklingen af Windows Mobile hos Microsoft.
Googles egen statistik over trafikudviklingen i løbet af et typisk døgn viser, at de mobile søgninger stiger drastisk sidst på dagen, hvor søgetrafikken fra almindelige computere falder tilsvarende. Det indikerer, at mange bruger muligheden for at surfe med mobiltelefonen, når de er på vej hjem fra arbejde.
Men én ting er at foretage et opslag på Google med sin lille mobiltelefon – noget helt andet er at bladre gennem resultaterne på den lille skærm. Noget tyder på, at Apple har fundet løsningen på dette problem med sin iPhone, hvor websiderne vises i et læsevenligt format. I hvert fald viser Googles trafiktal, at trafikken fra iPhone-brugere er langt større end for andre typer smartphones, som ellers er langt mere udbredte end Apples mobiltelefon.
Og det kan ikke undre sig, når man ser, hvordan det tager hele syv klik at foretage en Google-søgning med en almindelig Nokia-telefon. Målet for Google er, at den mobile søgning kan foretages med ét klik – f.eks. ved at tilføje et søgefelt til telefonens hovedmenu.
Google lægger ikke skjul på, at den største mobile succes til dato er Google Maps – og det førte til, at selskabet sidste år lancerede en ny funktion, My Location, som gætter sig frem til din position uden at bruge en GPS. Selskabet understreger, at det ikke skal erstatte et navigationssystem, men f.eks. bruges til at foreslå en restaurant eller et hotel i nærheden.
Christian Hernandez Gallardo kunne ikke afsløre hvilke nye mobiltjenester selskabet har under udvikling, men fortæller dog, at der i gennemsnit kommer en ny mobil Google-tjeneste hver måned.