Google: Mobiltelefoner bliver gratis

Er man vild med reklamer, så vil man i fremtiden kunne få mobiltelefoner gratis, næsten i hvert fald. Det spår Google-boss.

Google: Mobiltelefoner bliver gratis

Vi har allerede set eksempler på, at man kan få reklamefinancieret sit mobilbrug eller musikdownload. Google-boss Eric Schmidt tror, at det næste, vi får at se, er reklamebetalte mobiltelefoner. Det udtaler han til Reuters.

Eric Schmidt begrunder udtalelsen med, at mobiltelefonen i fremtiden bliver det absolut mest brugte redskab i vores hverdag. Mobiltelefoner kommer nærmere til at minde om bærbare computere. Derfor vil forbrugerne bruge helt op til mellem 8-10 timer dagligt på at tale i mobiltelefon, sende beskeder eller surfe på nettet. Reklamer i mobiltelefoner vil derfor være et indlysende skridt. Google omsætter årligt for ca. 10 milliarder dollars i tekst-reklamer på nettet til computere.

Google arbejder på forskellige måder at sende tekst-, billed- og videoreklamer, der virker til mobiltelefonernes mindre skærme. Denne form for reklamer er allerede en succes i Japan, hvor mobil-tv og handel over mobiltelefonen er langt fremme. Google selv har dog ingen intentioner om at forære mobiltelefoner væk. Samtidig har Schmidt heller ikke kendskab til, at spillere som f.eks. Nokia og Motorola eller Vodafone har planer om noget lignende. Ifølge Reuters siger Schmidt, at mobiltelefoner måske ikke bliver fuldstændig gratis, men at prisen i hvert fald kan blive kraftigt reduceret.