Google og Samsung udskyder lancering til ære for Jobs

Den planlagte lancering mellem Google og Samsung i morgen bliver udskudt på ubestemt tid. Det skyldes at Steve Jobs' begravelse holdes på samme dag.

Google og Samsung udskyder lancering til ære for Jobs

 – "Samsung og Google har besluttet at udskyde den planlagte Unpacked-lancering ved CTIA i San Diego d. 11. oktober. Begge parter er enige om at det ikke er det rette tidspunkt at præsentere et nyt produkt."

Sådan lyder det fra Kim Titus, der er PR director hos Samsung, da hjemmesiden AndroidAndMe.com spørger ind til sagen. Han fortæller efterfølgende, at man fra Samsungs side vil følge op med en ny dato inden længe.

Også ComputerWorld har fået en kommentar i sagen – denne gang fra en talsperson hos Google:

– "Vi mener ikke at det er det rette tidspunkt at præsentere et nyt produkt på, når verden hylder Steve Jobs."

I sidste ende kommer det dog formentlig ikke til at betyde noget for kunderne, da de sandsynligvis kun er annonceringsdatoen og ikke selve lanceringsdatoen, der bliver rykket.

Googles tidligere chef, Eric Schmidt, har tidligere fortalt at Ice Cream Sandwich kommer til oktober eller november, og med de adskillige lækager, vi har set på det sidste, tyder alt på at det er lige om hjørnet.