Google opdaterer mobile kort

Det har efterhånden været muligt i et stykke tid at navigere på kort og satellitbilleder fra Google Maps i mobilen. Det sker via et java-program, som nu opdateres med flere funktioner.

Google opdaterer mobile kort

Blandt nyhederne i programmet finder man trafikrapporter, men den funktion er endnu kun tilgængelig i USA. Til forskel fra tidligere versioner af programmet har man nu større mulighed for at kontrollere, hvor stor datamængde der føres over. I og med at kort og satellitbilleder downloades løbende, kan dataomkostningerne hurtigt løbe løbsk. Nu kan man i den øverste del af skærmen se, hvor mange kilobytes, der føres ned på telefonen.

I USA kan man også få vejbeskrivelser, og ruterne vises i telefonens display, samtidig med at man trin for trin får køreanvisninger. Selv om en del af funktionerne altså endnu er unikke for USA, kan resten af verden fint se på kort og satellitbilleder.

Programmet Google Maps kan hentes gratis ned, og den simpleste måde er at taste adressen www.google.com/gmm ind i mobilens webbrowser.