Google overvejer at købe Skype
Det er ikke nogen hemmelighed at Skype er lidt af et smertens barn for den amerikanske internet-gigant eBay. I 2005 blev Skype solgt til eBay for 2,6 milliarder dollar og beløbet skulle forhøjes med yderligere 1,7 mia. dollar afhængig af Skypes vækst. Men senere har eBay erkendt, at man har betalt alt for meget for Skype, og sidste år måtte de to Skype-stiftere Niklas Zennström og Janus Friis forlade eBay.
Nu er eBay angiveligt parat til at sælge Skype og køberen kan blive Google, hvis man skal tro den amerikanske nyhedstjeneste TechCrunch. Der skulle allerede være helt konkrete forhandlinger mellem Google og eBay om en mulig overtagelse af Skype. Det fortæller insidere hos de to firmaer til TechCrunch.
Internet-auktionshuset eBay kæmper med et millionunderskud – sidste år tabte firmaet mere end 900 millioner dollar på et enkelt kvartal – og selskabets børsværdi er halveret på de sidste tre år.
Det anslås at Skypes årsomsætning ligger på 400-600 millioner dollar og salgsprisen kommer formentlig til at lyde på det tidobbelte, altså 4-6 mia. dollar. Så Skype-købet kan alligevel vise sig at være en god forretning for eBay.
Google har allerede tre telefontjenester, Google Talk, Free 411 og GrandCentral, og det er uklart om de kan integreres med Skype.