Google Pixel-produkter tættere på Danmark end nogensinde
Gennem årene har vi spekuleret over og i, hvornår Google officielt ville begynde at sælge sine Pixel-produkter i Danmark. De kan købes ind via tredjeparts-webshop og parallelimport, men Googles Pixel-telefoner og flere andre produkter kan ikke købes fra Googles hjemmeside.
Jobopslag er godt nyt for danske Pixel-fans
Et jobopslag tyder dog på, at det måske kan ændre sig. Google har slået en jobannonce op, hvor der søges en “Product Marketing Manager, Business-to-Consumer” til kontoret i Stockholm. I jobbeskrivelsen nævnes blandt andet virksomhedens Google Pixel-team, og at opgaverne vil omfatte forvaltning af strategier med detailhandlere og operatører.
Det er ikke unormalt for tech-virksomheder at have hovedkontor i for eksempel Stockholm, hvor andre nordiske markeder, blandt andet det danske, også styres fra.
I opslaget lyder det blandt andet: “Fra fastlæggelse af positionering, navngivning, konkurrenceanalyse, prioritering af funktioner og ekstern kommunikation er du med til at forme produktets repræsentation og hjælpe det med at skabe en forbrugerbase. Det betyder, at du arbejder sammen med et tværfagligt team på tværs af salg, virksomhedskommunikation, juridisk afdeling, webmastere, produktudvikling, ingeniørarbejde og meget mere. I denne rolle vil du være involveret i produktmarkedsføringsstrategien fra start til slut.”
Se også: Priser på Pixel telefoner
Slående timing
Timingen er i hvert fald slående. Google afholder deres udviklerkonference Google I/O 2022 i næste uge og her forventes det, at de vil fortælle mere om deres nye WearOS 3 til smartwatch og ikke mindst selskabets første Pixel smartwatch.
Intet er dog mejslet ud i granit endnu og vi skal naturligvis se det ske, inden vi for alvor kan tro på, at Google vil satse mere på sine Pixel-produkter i Danmark. Der hersker dog ingen tvivl om, at jobopslaget er et skridt i den rigtige retning.
Se også: Nyheder om Google