Google varsler flere Motorola-nedskæringer
Da Google overtog Motorola tidligere på året, var det soleklart, at søgegiganten havde en stor opgave foran sig. Regnskaberne var røde og forbrugerinteressen var faldende.
I et forsøg på at redde den amerikanske smartphone-producent, valgte Google derfor at satse på markante nedskæringer. I august blev det meddelt, at en femtedel af de ansatte – omtrent 4.000 personer – skulle afskediges.
Nu oplyser Google, at sparerunden bliver mere omfattende end forventet. Man vil skære i arbejdsstyrken for yderligere 25 millioner dollars, så det i alt vil koste omkring 300 millioner dollars i fratrædelser.
Desuden vil Google bruge 90 millioner dollars på lukning af forskellige kontorer, og på at trække Motorola ud af de markeder, hvor det ikke går godt – f.eks. en række lande i Asien.
Ifølge Google vil man fortsætte med at evaluere Motorola, og det kan betyde yderligere omstruktureringer og omkostninger. Nogle af disse kan blive "betydelige", lyder det fra Google.