Google viser reklamer i mobilen

En af Googles succesrecepter har været reklamer i tekstform, der passer til den type indhold, der søges efter i Googles søgemaskine. Nu tager de konceptet videre til mobiltilpassede websites.

Google viser reklamer i mobilen

Udover at vise annoncer på siderne med søgeresultater i søgemaskinen har Google længe leveret annoncer til andre websites baseret på deres indhold. Når Google har været igennem siderne, kan de vise annoncer, der passer til tekstindholdet på siden. Et eksempel kunne være, at man taster søgeordene “italiensk mad” ind i Googles søgemaksine, og så dukker der reklamer i ren tekstform op for det lokale pizzaria.

Tjenesten, som website-ejere og annoncører bruger, kaldes for Adsense, og den lanceres nu i en mobiltilpasset variant. Google har testet tjenesten med forsøgskaniner i et stykke tid, men nu lanceres tjenesten i 10 lande, dog endnu ikke i Danmark. Blandt landene er USA, Tyskland, Kina og Japan.

Google understøtter simple wap-sider, de mere avancerede xhtml-sider og chtml, som bruges i for eksempel Japans Imode.