Med Googles nye app styrer du kun med stemmen
Målgruppen for Googles nye app, Voice Access, er egentlig folk med et handikap, der gør, at de ikke kan bruge en smartphone eller tablet på vanlig vis. Men det er jo noget, alle vi andre også kan bruge i mange situationer, hvor vi har travlt med at lave noget andet med hænderne end at pille på en skærm.
Det er selvfølgelig ikke noget helt nyt at kunne styre visse ting på Android med stemmen, men med Voice Access går de skridtet videre og giver dine trætte fingre en hviledag ved at sætte stemmen på prøve i stedet.
Se også: Mobilabonnementer til ældre
Voice Access kommandoer
”Du kan for eksempel sige ”åbn Chrome” eller ”kør hjem” for at navigere rundt i telefonen, eller få skærmen til at reagere ved at sige ”klik næste” eller ”scroll ned””, forklarer Google i en post om den nye app.
Andre funktioner fungerer ved, at der kommer tal frem på skærmen på de steder, hvor man kan gøre noget. Og det gør jo unægtelig kommandoerne noget nemmere, selvom det kan gøre skærmen lidt rodet at se på, alt efter hvad det er, du kigger på.
Se også: De 30 mest populære telefoner lige nu
Forventes at blive gratis
Voice Access forventes at være gratis, når den inden længe kommer i Google Play-butikken. Og den er kun en blandt flere nye funktioner i samme genre fra Google.
Af de øvrige nye funktioner kan nævnes mulighed for at bruge talekommandoer til at skrive, redigere og formatere dokumenter i Google Docs, og en forbedret skærmlæser i Chromebooks.
Se også: Nyheder om Google