GPS’en testet i Touch Diamond

Med en trykfølsom skærm på 2,8 tommer og indbygget A-GPS kunne man tro, at HTC Touch Diamond vil være en god GPS-mobil. Her i sidste og 4. del om Touch Diamond ser vi nærmere på GPS'en.

GPS’en testet i Touch Diamond

De sidste par år er vi blevet tudet ørene fuld om, hvor stort markedet for mobiltelefoner med indbygget GPS ville blive. Nogle få og meget energiske mennesker kan have en god evne til at piske en stemning op, som ikke altid følger folkestemningen, og først nu begynder den almindelige mand og kvinde på gaden så småt at få øjnene op for fordelene ved indbygget GPS i mobiler.

To ting gælder, hvis en GPS-mobil, skal kunne tage kampen op med en almindelig GPS. 1). Skærmen skal være er stor, skarp og trykfølsom. 2). Prisen må ikke ligge i Joakim von And-klassen. Den kombination har vi endnu ikke rigtig set, og efter at have testet GPS på Touch Diamond kan vi konkludere den, at den delvist lever op til de to krav. Skærmen er forholdsvis stor med 2,8 tommer og er naturligvis trykfølsom, men skal den erstatte en rigtig GPS, er skærmen alligevel for lille.

Til fods eller cykel er den fin og faktisk rigtig praktisk takket være det lille elegante design, men til bilen skal vi nok som minimum op i iPhone-størrelse på 3,5 tommer. Folk har vænnet sig til 4,3 tommer store skærme på de rigtige GPS-navigatorer til biler, så det vil være svært at overbevise dem om at gå så meget ned i størrelse som til en skærm på 2,8 tommer.

Men er man nærmere ude efter et alternativ, som man kan have med sig over alt, så giver Touch Diamond en bedre brugeroplevelse end for eksempel Nokia N95 eller Nokia N82, takket være den flotte og trods alt store trykfølsomme skærm.

Prisen kan dog også blive en stopklods for Touch Diamond, hvis det er GPS som hovedfunktion, man er ude efter. Uden abonnement forventes det, at den kommer til at koste små 4.000 kroner. Da der ikke følger GPS-software med telefonen, skal man selv ud og investere i det – her ligger prisen typisk mellem 1.000 til 1.500 kroner. Det kan man faktisk få en rendyrket GPS for, men det vil selvfølgelig være overkommelig prismæssigt, hvis man køber den med abonnement. Hos 3 er den sat til 1.199 kroner plus abonnement.

Der følger ikke GPS-software med Touch Diamond, men jeg installerede den nyeste version af Route 66 Mobile 8 til Windows Mobile, og den fungerer godt. Programmet et let at installere, og det er enkelt at komme i gang. GPS-signalet er stabilt og kan gøres endnu mere stabilt med QuickGPS, der via opkobling til det mobile netværk kan bestemme ens position endnu mere præcist og hurtigt.

Man kan naturligvis også installere GPS-software fra andre producenter, for eksempel Wayfinder eller Navigon.

Hav dog for øje, at GPS’en er den helt store batterisluger på Touch Diamond. Kører vi rundt i 15-20 minutter, hakker den lige et par streger af batteriindikatoren, men det er generelt et problem med GPS-mobiler.

HTC oplyser, at man kan købe en tilbehørspakke med ekstra stort batteri til Touch Diamond. Det batteri er cirka 2,5 millimeter større end det, der følger med, så mobilen bliver dermed også lige en tand større, men får altså en bedre batteritid. Det oplyses ikke, hvor lang tid det rækker eller hvad det koster.