Guide: Nyheder på mobilen
_Side 5 Press Reader_
Press Reader
Er det den rigtige avisfornemmelse, man er ude efter, så er Press Reader nok app’en, man skal vælge. Selvom den koster penge …
Den giver adgang til mere end 1.800 aviser fra over 94 lande. Der findes 8 danske aviser til app’en: Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, også søndagsudgaven, Børsen, også weekend-udgaven, Berlingske Tidende, B.T., Weekendavisen, Nordjyske Stiftstidende og Århus Stiftstidende.
I modsætning til de andre apps i denne oversigt, så er der tale om ”den rigtige udgave” af avisen i den forstand, at det er den digitale version af den trykte udgave. Så bladrer man simpelthen igennem avisen på – næsten – go’ gammeldaws avismanér. Man kan zoome ind og ud i tekst og billeder, som man har lyst. Det smarte ved app’en er, man kan abonnere på aviser, så de automatisk hentes ned til mobilen eller tabletten. Er der lyd knyttet til en avis, så kan man lytte til den.
Man kan hente en testversion, hvor man kan abonnere gratis på 7 udgivelser. Vores tip er, at man skal teste med en enkelt avis i 7 dage, så man får fornemmelsen af, hvordan app’en virker over tid. Det er faktisk en fed fornemmelse at få avisen leveret til mobilen helt automatisk. Efter endt testperiode koster det så at abonnere på aviserne. Der er flere modeller at vælge mellem. En, hvor man betaler knap 6 kroner per avis, samt tre forskellige månedsabonnementer, hvor den til omkring 160 kroner nok er den mest interessante for almindelige forbrugere. Den giver ganske enkelt adgang til alle de aviser, der er tilgængelige.
Man kan diskutere, om dette er måden at lave aviser på til mobiltelefoner og tablets – det lugter jo langt væk af, at man ikke tænker e-avisen i de rigtige www-baner, men jeg synes, den virker godt og giver lidt af den rigtige avisfornemmelse. Det præger også læseoplevelsen for undertegnede, hvor jeg tager mig mere tid til at læse nyheder med denne app frem for med de andre apps, hvor man ”bare” kommer ind på et website. Har man en kop varm kaffe og lidt knitrende ild i pejsen, ja så synes jeg faktisk, vi er tæt på den rigtige og hyggelige avisoplevelse – vi mangler bare lige lugten af frisk tryksværte, men mon ikke den kan komme med i en kommende opdatering …
Karakter: 9/10
Pris: 7 avisudgaver gratis/cirka 6 kroner per avis eller cirka 160 kroner for månedsabonnement med fri adgang til alle udgivelser af alle aviser.