Guide: Sådan kan du undvære Netflix og Spotify
Pendler du, eller har du bare ret langt til arbejde eller skole? Skal du rejse væk i længere tid og ved, du får brug for lidt underholdning til at fylde pauser ud med?
Er svaret ja til et af disse spørgsmål, har vi løsningen til dig: apps, der streamer dine film og din musik trådløst til din mobil.
På den måde slipper du for at fylde mobilens hukommelseskort til randen og alligevel kun have to film at se på.
Du slipper også for at sidde og konvertere filmene til rette format. Det eneste, du skal, er at vælge en app her i guiden, følge instruktionerne, og så kan du nyde hele dit mediebibliotek på afstand.
Samtlige alternativer kræver, at du har din computer tændt, det vil sige den computer, som alle dine medier er gemt på. Men skal du rejse væk, er det ikke sikkert, du vil have computeren i gang i hele den periode.
Det koster dels penge, dels kan der ske uforudsete ting. De fleste vil derfor gerne kunne lukke større dele af apparaterne ned, når de tager hjemmefra.
Et godt alternativ er derfor, at du køber en energibesparende server, det vil sige en computer dedikeret til lagring.
Den bruger mindre strøm end en almindelig computer og er et rigtig godt alternativ for dem, der vil have meget lagerplads.
Serveren kan du nå fra alle netværksopkoblede apparater i hjemmet, eftersom den fungerer som en almindelig computer.
Du har bare ikke en skærm koblet til den, men du kan gemme filer på den fra et hvilket som helst opkoblet apparat, og du kan også nå filerne fra disse apparater.
Når du har overført film, musik og billeder fra computeren til serveren og valgt en app i denne guide, installerer du det påkrævede computerprogram på din server i stedet for på computeren.
Så kan du lukke din computer ned, når du tager hjemmefra, og lade den energibesparende server være tændt i stedet. Sørg for, at du har en ekstra backup af alle dine film og al din musik – man ved aldrig, hvornår uheldet er ude.