Guide: Smid julesulet på den fede måde
RunTastic (fungerer til Android, BlackBerry, iOS og Windows Phone)
For at få det bedste udbytte af RunTastic bør man oprette en gratis profil hos tjenesten. Det kan man gøre ved at bruge sin e-mail-adresse eller blot forbinde tjenesten med sin Facebook-profil.
Der er massevis af forskellige aktiviteter og sportsgrene at vælge mellem, når man vil begynde at træne med RunTastic – næsten 60 forskellige med alt fra jogging til klatring. Når man har valgt en af de forskellige aktiviteter, tæller programmet ned til start. Når træningen starter, kan man se detaljer om tid, hastighed, distance, højde samt puls.
Når man har afsluttet træningen, får man mulighed for at skrive notater til træningen samt vælge ens humør, (løbe)overflade, vejr og temperatur. Det virker rigtig smart og giver god mulighed for at kigge tilbage på sine resultater og se årsager til resultaterne. Herefter får man et samlet overblik over træningen – rute vist på kort, tidspunkt, længde, tid, hastighed, kalorier samt eventuelle stigninger og fald i terrænet.
Resultaterne kan automatisk uploades på www.runtastic.com, hvor man efterfølgende kan logge ind og se alle sine tidligere resultater.
RunTastic findes i både en gratis og en betalt udgave. Betalingsudgaven har flere avancerede funktioner, for eksempel geotagging af billeder fra ruten samt stemmevejledninger under træning.