Guide: Styr med stemmen
_Alternativer_
Alternativer
Da det jo ikke er prangende med styresystemernes egne stemmegenkendelsesprogrammer, kan det være på sin plads at kigge efter nogle af de mange applikationer, som kan klare ærterne ligeså godt og bedre end Siri, TellMe og Stemmesøgning og Stemmeopkald.
Dragon Dictation
Det bedste alternativ, der virker på flere platforme, må nok siges at være Dragon Dictation. Enkelt i sin opsætning lader det dig indtale lange stykker, der så tolkes til skrevet tekst, som du kan bruge og sende i for eksempel en mail eller som sms. Man kopierer den færdige tekst fra appen, så den kan kort sagt bruges i alle apps, hvor du kan kopiere tekst ind.
Vi har tidligere testet den amerikanske version af Nuances Dragon Dictation til iPhone, men nu er det altså også muligt at bruge den danske del af applikationen, og den virker fantastisk.
Når du starter appen, skal du vælge, om du tillader at importere alle navne fra din telefonbog. Det er der måske mange, der er tøvende overfor, men det gør, at appen rammer bedre med sine tolkninger. Siger jeg ”Hej Christoffer”, vil appen tilmed få stavemåden rigtig, når jeg nævner nogle af mine kontakter i det, jeg indtaler.
For at det skal fungere at indtale, skal man befinde sig i stille omgivelser uden forstyrrende støj. Jeg synes, at det fungerer rigtig godt, og det går betydeligt hurtigere at indtale end at skrive på telefonen.
Det er dog tydeligt, at man skal tale langsomt og tydeligt, for at det skal fungere ordentligt. Selvfølgelig bliver ikke alt helt rigtigt, så man må gennemlæse og korrigere, inden man kopierer teksten og sætter ind i SMS, e-mail, eller hvad man nu vil. Man kan godt nok redigere teksten, der kommer frem, men hvis du artikulerer tydeligt allerede fra begyndelsen, sparer du tid.
En interessant ting er, at du kan klikke på ord i teksten og få alternativer, når appen har gættet forkert. Så får du alternativer, der lyder ensartet og ikke nødvendigvis staves på lignende måde. Logisk og godt.
Navn: Dragon Dictation
Pris: Gratis
Karakter: 7/10
Findes til Android i Android Market HER, og til iPhone i iTunes App Store HER.