Gyldendal satser på lydbøger til mobilen
Forlaget Gyldendal satser nu på lydbøger til mobiltelefoner. Bøgerne streames direkte til telefonen via et gratis program hentet fra forlagets hjemmeside storytel.dk. De første 15 minutter er gratis. Derefter skal man f.eks. betale 175 kroner for Hanne-Vibeke Holsts Kongemordet, eller 35 kr. for hvert af de fem afsnit.
– Flere og flere bruger deres mobiltelefon til at lytte til musik og lade sig underholde, når de er på farten. Hvis du har mobiltelefonen med dig, kan du nu også vælge at høre en god bog. Du behøver ikke længere have flere forskellige apparater med eller huske på at overføre lydbøger til telefonen, inden du tager hjemmefra. Vi synes, det er oplagt, at Gyldendals lydbøger også skal findes på denne nye og spændende platform, siger Gertrud Smith, redaktør i Gyldendal Lyd.
Kataloget indeholder både danske og engelske titler som f.eks. Bill Clintons My Life, Jørgen Leths erindringer og Christian Jungersens Undtagelsen.
Det er ikke alle mobiltelefoner, der understøtter Storytel-programmet, men på hjemmesiden findes en liste over kompatible modeller. Programmet kan blandt andet huske, hvor man er nået til, og starter så fra samme sted næste gang.
En aftale mellem Gyldendal og teleselskaberne betyder, at bøgerne betales direkte over telefonregningen, og der betales ikke for opkaldet, mens streamingen står på.