Gyser promoveres af 3

I går udkom Stephen Kings nye gyser - Puls. Fra i dag kan man downloade ringetoner indtalt af Stephen King og baggrundsbilleder. Men frem til 1. oktober kan 3's kunder også lytte til uddrag af bogen.

Gyser promoveres af 3

1. oktober kl. 15.02 ser verden endnu ud, som den plejer. Men så udsendes et signal – en puls – via alle mobiltelefoner. Et minut senere kollapser civilisationen, som vi kender den. Heldigvis er det ikke virkeligheden, men handlingen i Stephen Kings nye roman, der udkom 5. september og lanceres i samarbejde med 3.

Frem til 1.oktober vil man kunne lytte til uddrag af bogen. Desuden kan man i hele perioden deltage i en konkurrence og vinde et eksemplar af PULS.

Det er første gang i Danmark, at lancering via mobiltelefonen indgår i markedsføringen af en bog. Fra begge parter er der store forventninger til det utraditionelle samarbejde.

– For Aschehoug er det vanvittig spændende med de nye muligheder for udbredelsen af bøger, som et medie som 3Mobilen fx har åbnet op for. Så det er klart, at 3 er en meget interessant samarbejdspartner for os, ikke mindst i markedsføringsøjemed som i dette tilfælde. Her har vi fx glæde af deres teknologi, som er en helt ny måde at formidle smagsprøver på vores bøger ud på, siger Niki Robson, kommunikationskoordinator hos Aschehoug.

Hos 3 er man altid interesserede i nye samarbejdspartnere, der kan levere topunderholdning.

– Hos 3 stræber vi efter at give vores kunder det bedste og mest spændende mobile indhold. Folk elsker historier, og nu kan de få et godt gys med Stephen King, mens de sidder i toget eller ligger på sofaen. Vi synes, det er et sjovt og oplagt samarbejde – især fordi mobiltelefoner spiller en hovedrolle i handlingen, siger Henriette Høyer, marketing- og kommunikationsdirektør i 3.

Som en bonus til 3’s kunder kan man også høre hele Stephen Kings novelle Djævlevirusen på Planet 3. Alle 3’s kunder har adgang til Planet 3 via deres 3Mobil.