Haier ind på det skandinaviske marked
Vi har kigget på dem, hver gang vi har været på CeBIT. Haier modellerne. Nu ser det endelig ud til, at modellerne kommer på det danske marked.
Selskabet T&A har fået agenturet i Norden på modellerne, og salgsdirektør Kim Damkær, kunne på et møde med Mobil.nu afsløre at mindst fem af modellerne kommer i løbet af kort tid.
Det mest spændende produkt M230 er den første MP3-afspiller med mobiltelefon. Modellen har hukommelsesslot til microSD og indbygget MP4 afspiller, hvis man hellere vil se video. Derudover har modellen trykfølsom skærm og 2 megapixel kamera. Prisen ventes at blive 1699 kroner uden tilskud.
En anden af de spændende modeller er A63 der også har MP3-afspiller og 2 megapixel kamera. Farvevalget minder utroligt meget om W800 fra Sony Ericsson. Også denne model ventes at komme til at koste omkring 1699 kroner uden tilskud og med moms.
To af andre modeller er også meget interessante. Det gælder især en Nokia 3250 look alike, der blot er langt mindre. Her kan man også rotere tastaturet og vælge enten kamera eller mp3-taster. Du kan se et videoklip med modellen ved at klikke på vores mobil-tv logo.
Er man mere morfar-typen, så er modellen der ligner en kuglepen lige noget.
Alle de nye modeller er klar, og i samme øjeblik T&A har fået de første ordrer, går der ikke lang tid, inden modellerne kan købes i butikken.
Se vores mobil-tv klip med alle ni modeller.