Happi kan stoppe Bibobs kvælnings-forsøg

Happii vil stoppe kunder, der ansporet af Bibobs tilbyd om bonus-betaling forsøger at tjene penge på at lade to telefoner ringe sammen i døgndrift. Hos Bibob siger Frank Rasmussen, at bonusen både kan bruges til at ringe for og som betaling til en ny telefon.

Happi kan stoppe Bibobs kvælnings-forsøg

Bibob vil om to dage indføre en kontroversiel bonus på 25 øre i minuttet for opkald fra et fremmed net. Tilbuddet er et åbenlyst forsøg på at genere konkurrenten Happii, der i forrige uge satte minuttaksten ned til ti øre. Dermed kan man teoretisk tjene 15 øre i minuttet ved at oprette et abonnement hos begge selskaber og så lade Happii-telefonen ringe til Bibob-telefon og holde forbindelsen åben i døgndrift.

Da Happii antages at sætte penge til i den sammenhæng, vil Bibob-bonussen kunne virke som et kvælergreb, der langsomt dræner konkurrenten for kapital.

Det scenarie mener Happii-direktør Poul Thyregod dog ikke, at han behøver frygte:

– Vi overvåger selvfølgelig, hvordan folk bruger deres telefon. Kunderne kan ikke bare lade en telefon være tændt og for eksempel bruge den som babyalarm. Hvis man taler over en time og det tyder på misbrug, så bliver der lukket, siger Thyregod.

Men der findes jo faktisk mennesker, der taler i telefon i over en time?

– Ja, vist, men vi har systemer, der overvåger forbrugsmønstre og slår ned på usædvanlige forhold. Hvis en forbindelse er åben i flere dage vil vi blive varskoet. Dermed kan vi gå ind og lukke for forbindelsen, siger Happii-direktøren.

Han mener ikke, at Bibobs kunder vil lade sig lokke af bonussen til at genere Happii mest muligt, fordi de dermed i sidste ende ødelægger konkurrencen på mobilmarkedet.

– Bibob tror, at de kan få deres kunder til at medvirke til at fjerne en konkurrent. Men det tror jeg ikke, folk vil være med til. På den måde skyder forbrugerne jo sig selv i foden, siger han.

Bibob-stifter Frank Rasmussen har siden første udmelding om den kontroversielle konkurrent-kvælende bonus modereret tilbuddet, så, det nu kun er fem udvalgte numre, der udløser minutgevinsten på 25 øre. Det kan for eksempel være venner, familie eller en selv, der ringer til Bibob-nummeret. Til gengæld kan den optjente bonus bruges til andet end taletid på ens Bibob-abonnement. På debatforummet mobildebat.dk fortæller Frank Ramsusen, at man også kan anvende pengene som hel eller delvis betaling for en ny mobiltelefon.

Bibob-bonussen skal foreløbigt kun gælde i en kampagneperiode, der løber fra 23. januar frem til 30. april.