Happii beskylder teleprisguide for chikane
Prissammenligningstjenesten TelePrisTjek.dk advarer danske mobilkunder mod særligt billige mobilabonnementer. Det gør de på baggrund af det, de kalder for "en problematisk tendens", hvor enkelte lavprisselskaber bruger ekstremt billige priser som lokkemiddel overfor nye kunder, for derefter helt kynisk at sætte prisen kraftigt op, når de har fået tilpas mange kunder.
Manden bag TelePrisTjek.dk, Nicolas Fredriksen, spår, at flere lavprisselskaber vil hæve priserne fremover. I jagten på mobilkunder dumper nogle mobilselskaber priserne til langt under kostpris, og når der er kommet tilpas mange kunder, så laver de "vanvittige prisstigninger", så selskaberne kan begynde at tjene penge.
Problematisk og spekulativ prispolitik
Han nævner Happiis prisstigninger i oktober i år som et eksempel på en spekulativ prispolitik, hvor Happii-kunder pludselig fik fem til otte gange så dyre taletidspriser og 60 procent dyrere SMS’er. Det skete pudsigt nok efter, at Happii måtte fremvise et underskud på 6,4 millioner kroner, påpeger Nicolas Frederiksen.
Den prispolitik kalder Nicolas Fredriksen for yderst problematisk og spekulativ:
– Problemet er, at enkelte mobilselskaber bliver lanceret som ekstremt billige for dermed at komme godt ud i prissammenligningerne og dermed få mange kunder. Det ligner falsk markedsføring, der bringer mange mobilkunder i fedtefadet, uddyber han og frygter samtidig, at vi kommer til at se endnu flere eksempler på markante prisstigninger hos de meget billige mobilselskaber.
Han opfordrer derfor de danske mobilkunder til at være skeptiske overfor særligt billige priser på mobiltelefoni:
– Og der er da heller ikke nogen tvivl om, at vi som prissammenligningsside må tage højde for dette problem. Vi ønsker ikke at bidrage til, at kunderne narres til at tegne abonnement hos dem med billige priser, som så senere kold og kynisk sætter priserne op, understreger Nicolas Fredriksen.
“Ren chikane”
Happiis direktør, Poul Thyregod, afviser kritikken, som han beskriver som ren chikane:
-Telepristjek.dk tjener penge på at sende kunder videre til selskaberne, men vi det ønsker vi ikke at gøre. Derfor har telepristjek.dk, der praktisk talt er et medie uden besøgende, ingen interesse i at sende kunder videre til os, da vi ingen penge betaler, det får han derimod, hvis han sender dem videre til TDC og Sonofon. Det, Nicolas Fredriksen siger, er, at det er bedre at tegne abonnement med høje priser, for de vil så ikke stige så meget, og det er noget værre sludder. Vi kan ikke se, at prisstigningen er et problem, da vi jo ikke stavnsbinder folk i 56 måneder, understreger Poul Thyregod.
Poul Thyregod afviser desuden, at prisstigningen i oktober har noget at gøre med underskuddet på 6,4 millioner kroner, da det stammer tilbage fra 2007, hvor de annoncerede voldsomt på tv.
Nicolas Fredriksen afviser, at der er tale om chikane:
– Det lyder som en fis i en hornlygte! Vores prisberegner matcher mobilkunderne med det abonnement, der er billigst i forhold til mobilkundens forbrugsmønster, og det uafhængigt af i hvilken grad mobilselskaberne betaler for annoncering eller ej. Telepristjek indeholder også en række kritiske analyser og kommentarer på mobilselskaber, der annoncerer på vores site og betaler for leads, forklarer altså Nicolas Fredriksen.