Happii lukker for storsnakkende Bibob-kunder

Seks Happii-kunder fået lukket for telefonen. Selskabet mener, at de seks har misbrugt deres abonnement ved at ringe massivt til Bibob-numre, der udløser en bonus. Nu truer Bibob med at slæbe Happii i retten for ulovlig diskriminering.

Happii lukker for storsnakkende Bibob-kunder

Slagsmålet mellem de to mest omtalte lavprisselskaber på markedet tegner til at blive både mere bittert og mere blodigt, og trusler om retssager er nu den eneste form for kommunikation mellem de to direktører Bibobs Frank Rasmussen og Happiis Poul Thyregod.

Det er godt en måned siden, at Bibob lancerede en bonus på 25 øre i minuttet for indkommen teletrafik fra andre netværk, – et skridt, der primært var møntet på Happii og dette selskabs slagtilbud om samtaler for kun ti øre i minuttet.

På grund af Happiis lave minutpris blev bonussen set som et kvælningsforsøg mod en konkurrent: Af frygt for at en mængde mennesker skulle oprette Happii-og Bibob-abonnementer alene for at få den ene telefon til at ringe til den anden og score bonussen, fik Happii indføjet en ny bestemmelse i abonnements-betingelserne, som gjorde det muligt at lukke et abonnement i tilfælde af misbrug.

Misbruget HAR fundet sted, mener Happii. Selskabet har foreløbigt klippet forbindelsen til seks abonnenter, som man mener har misbrugt Happii til at optjene en ekstra fed bonus hos konkurrenten.

– Vi er ikke sat i verden for at hjælpe Frank Rasmussen med hans forsøg på at tjene penge, fremfører Happii-direktør Poul Thyregod.

Han fortæller, at Happii har installeret overvågningsmekanismer, så selskabet kan tjekke op på mistænkelig trafik hos abonnenterne. Happii finder trafikken mistænkelig, hvis samtalerne strækker sig over flere timer.

– Der, hvor vi har lukket, er i situationer, hvor vi kan se at telefonen har kørt flere timer i træk, tre timer eller to timer ad gangen, siger han.

Men er der ikke mange mennesker, der kan finde på at tale i telefon timevis?

– Ja, men da vi gik dem efter viste det sig, at det var samme ejer af de nummer, der ringede op, og det nummer der modtog opkaldet. Og i alle tilfælde var det et Bibob-nummer, der blev ringet til. Så begynder det at blive lidt for mærkeligt. Det er tydeligvis misbrug, mener Happii-direktøren.

Kunne det same ejerskab ikke skyldes, at en forældre har købt en telefon til sig selv og sit barn og blot har forskellige selskaber?

– Ja, men så skulle vedkommende klare sig uden andet end få timers søvn. I de her tilfælde [hvor abonnementerne er blevet lukket] blev der ringet på så mange tidspunkter af døgnet, at det ville være umuligt for et menneske at opretholde en søvnrytme. Det er tydeligt, at det er et computerprogram, der er sat til at gøre det. I en perfekt verden ville det være en pengemaskine, men vi følger nøje med, siger Poul Thyregod.

Han forklarer, at Happii skriver til de kunder, der har mistænkelige forbrugsmønstre og udbeder sig en forklaring. Købes forklaringen, får kunderne lov at fortsætte. Købes den ikke, bliver der lukket.

Lukningen har man dog ikke tænkt sig bare at acceptere hos Bibob.

At det udelukkende er Bibob-kunder, der har fået lukket deres Happii-abonnement, ser Bibobs Frank Rasmussen som en klar krænkelse af markedsføringsloven. Han vil nu have sine advokater til undersøge, om Happii kan stævnes:

– Man må ikke miskreditere sine konkurrenter. Det står i markedsføringsloven, og den regel, synes vi, Happii overtræder på det groveste, når de udelukker folk, der har et Bibob-abonnement og kalder det misbrug. Jeg selv ville blive sur over at få mit telefonforbrug stemplet som misbrug, hvis det ikke var det, siger Frank Rasmussen, der mener, at langt flere end seks Happii-kunder er fået lukket deres telefon – en oplysning, han baserer på de henvendelser, der er kommet til ham selv i sagen.

Men hvis der vitterlig er folk, der bare lader en Happii-teledfon ringe konstant til et Bibob-nummer for at score bonmussen, er de vel nødt til at stoppe det for ikke at forbløde?

– Jo, men hvis man føler, at man bliver misbrugt, så skulle de tage at melde det til politiet, og få det afgjort der, men det har de jo ikke gjort. Jeg ved heller ikke, hvordan Happii skulle bære sig ad, for det er jo ikke dem selv, der ejer kundeengagementet – det gør Unotel, siger Bibob-stifteren.

Han påpeger, at Happii-kunderne bliver straffet for deres talelyst ved at miste det nummer, de har oprettet: Når nummeret er lukket af selskabet, kan det ikke porteres til andre selskaber. At Happii måske handler i selvforsvar formilder ikke den aggressive tele-iværksætter:

– Vi er derude, hvor vi kan konstatere, at Happii/Unotel bevidst lukker for Bibob-kunder. Så er det miskreditering af vores kunder, og det vil vi naturligvis ikke acceptere. Bibobs bonus gælder jo alle selskaber fra fremmede net. At Happi har valgt at arbejde med en så lav minutpris, at det kan give dem problemer i forhold til vores bonmus, er ærligt talt deres eget problem, lyder det fra Frank Rasmussen.