Happii trykker prisen på mobilt bredbånd

Mobilselskabet Happii har netop åbnet for Turbo 3G. Prisen for mobilt bredbånd er 198 kroner.

Happii trykker prisen på mobilt bredbånd

Mindre end et døgn efter, at Bibob blev udråbt til mulig vinder på det mobile bredbånd, trådte endnu en spiller ind i arenaen.

Happiimobil åbnede i fredags for salg af datatrafik på Turbo 3G – HSDPA – på 1,5 Mbit. Med produktet betaler man 198 kroner for et flatrate abonnement om måneden. Dermed sniger Happii sig en enkelt krone under M1, der sælger et næsten tilsvarende produkt til 199 kroner.

Happiimobils direktør, Poul Thyregod, mener dog, at firmaets nye tiltag adskiller sig fra flere af konkurrenternes, fordi selskabet har en kort bindingsperiode på en måned. Det gør det lettere at afmelde abonnementet, hvis der er perioder, hvor det ikke bruges.

Data-produktet kommer i forlængelse af de prisnedsættelser, firmaet kom med i sidste uge. Dengang introducerede Happiimobil et abonnement på 99 kroner om måneden med en minutpris på 10 øre. Noget der tydeligvis har vakt opmærksomhed hos Bibob, der barsler med modsvar.

Så direktøren vil ikke give teleanalytiker John Strand ret i, at Bibob indtager tronen som vindere af det mobile bredbånd i 2008.

– Det bliver ikke med vores gode vilje, at Bibob bliver de mobile konger. Det gør vi! Frank Rasmussen overhalede os, da han lancerede sit mobilselskab. Nu overhaler vi ham, siger Poul Thyregod

Der er tale om et flatrate abonnement, men Happiimobil har indført et “loft” på 10 gigabyte om måneden.